Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

EU tvinger nu teleselskaber til lavere SMS-priser

Først tvang EU teleselskaberne til at nedsætte prisen for at bruge mobilen i udlandet – og nu vil EU-kommissær Viviane Reding gøre det samme med SMSerne. Teleanalytiker rejser skarp kritik.

Det skal være langt billigere at sende en SMS fra en mobiltelefon, selv om man opholder sig i udlandet.

Det mener EUs kommissær for Informationssamfundet, Viviane Reding, der i går fremlagde et udkast til regulering på området.

Det er anden gang, EU griber ind i mobilmarkedet. Første gang var for godt et år siden, hvor EU tvang teleselskaberne til at nedsætte prisen på at bruge sin mobiltelefon under udlandsrejser – den såkaldte roamingafgift, hvor teleselskaberne i årevis blev skarpt kritiseret for at malke skyhøje minutpriser ud af eksempelvis danskere, der ringer hjem fra mobilen, mens de er på ferie i Spanien.

Reguleret pris
Roamingindgrebet fra EU sidste år tvang imidlertid teleselskaberne til at indføre en fælles, EU-reguleret maksimumpris, der er ens over hele EU. Nu har EU stillet skarpt på brugen af tekstbeskeder, SMS, over landegrænser hvor priserne fortsat er alt for høje – efter EUs mening.

Det samme gælder området for mobile datatjenester, hvor forbrugerne i dag må betale hidsige beløb for eksempelvis at tjekke email via mobiltelefonen under udlandsrejser. EU-kommissærens forslag er dog indtil videre blot et udkast, hvori der lægges op til, at prisen i gennemsnit skal barberes ned med 70 procent over hele EU. Heri lægges der op til, at prisen for at sende en SMS hjem fra udlandet sandsynligvis vil lande på cirka en krone, når – og hvis – EU senere på året vælger at indføre et prisloft.

I dag betaler danske forbrugere omkring 2,5 kroner for at sende en SMS fra deres mobil, mens de opholder sig i udlandet, mens prisen på data kan ende skyhøjt med over 50 kroner per påbegyndt megabyte – en hamper pris, der udløses blot man modtager en enkelt spam-mail med tilbud om Viagra.

Skævvridning
Selv om det forrige roa-mingindgreb blev vedtaget i enstemmighed, er teleanalytiker John Strand fra Strand Consult alligevel stærkt kritisk over for regulering på området, som han mener, vil komme forbrugerne til skade på længere sigt.

»Set med forbrugernes øjne, ser det jo flot ud, for hvem vil ikke gerne have billigere SMSer i sommerferien. Men problemet er, at man skæv- vrider konkurrencen, når man begynder at lave detailregulering hos teleudbyderne. Det har en negativ effekt,« siger John Strand.

Da EU første gang greb ind over for teleselskabernes høje roamingpriser, valgte flere danske teleselskaber efterfølgende at overgå til en ny takseringsform, der endte med at udvande værdien af indgrebet. TDC og Sonofon valgte nemlig at overgå til at taksere per påbegyndt minut, snarere end som hidtil, per påbegyndt sekund på opkald fra udlandet. Det betyder, at forbrugernes udlandssamtaler ender med at blive rundet op til nærmeste minut, hvilket giver ekstra penge i kassen for teleselskaberne.

»Jeg må jo konstatere, at de frie markedskræfter ofte ender med at give kunderne et bedre produkt end regulering kan. Det har vi set på mobilområdet i Danmark, der er et af de områder, hvor der har været mindst regulering – og derfor også mest udvikling,« siger han.

I dag er prisen på et indenlandsk mobilminut helt nede på 60 øre hos prispressende udbydere som Bibob, der også tilbyder SMS for kun otte øre. Det er pænt under halvdelen af, hvad det kostede for blot få år siden.

EU ventes at indføre indgrebet til oktober.


Læs også:

De ti mest populære mobiler

De ti dyreste mobiltelefoner

SMSen blev undfanget på pizzeria i
København

 




Markedet lige nu