Fra næste år bliver der sat prop i øregangene for at undgå flere høreskader. Tidligere er der skruet ned for sækkepibeorkestre.
14. december 2009, 08:08 – opdateret 14. december 2009, 08:14
Nu kommer der øvre grænser for, hvor højt en MP3-musikafspiller må spille musik ud i øregangene.
EU-Kommissionen fastlægger ganske enkelt et maksimum for volumenknappen, så folks hørelse ikke bliver skadet af den høje musik. Det sker, efter at en rapport har vist, at op mod 10 millioner mennesker i EU står til at få permanent høretab, fordi de har lyttet til for høj musik i for lange perioder.
Højst 85 decibel
Den nye grænse bliver på 85 decibel, men det bliver muligt at vælge at skrue op til topgrænsen på 100 decibel.
Forslaget sendes i to måneders høring i januar og ventes at blive lov i foråret.
Nogle MP3-afspillere sender helt op til 120 decibel ud. Det svarer til lydniveauet, når et jetfly letter.
Længere lyttetid er farligt
MP3-afspillerne er mere skadelige end gammeldags kassettebåndspillere eller grammofoner, fordi de kan rumme timers musik og ofte lyttes til i mange timer, samtidig med at man skruer op, fordi man færdes med musikken i ørerne ude i trafikken, hvor der er megen baggrundslarm.
Der ventes solgt omkring 550.000 MP3-afspillere i Danmark i år.
Aktion mod sækkepiber
EU har tidligere slået ned på sækkepiber. De larmer ganske enkelt for meget, og derfor skal sækkepibespillerne enten dæmpe sig eller bruge ørepropper. De støjer nemlig mere end både motorsave og natklubber.
Et typisk sækkepibeorkester udsender for fuld styrke udendørs 122 decibel, mens en motorsav eller en festende natklub »kun« runder 116 decibel.





























Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten