Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

EU-parlamentet stemte imod piratpakke

Med et stort flertal afviste parlamentet i dag den del af Telecompakken, der omhandler overvågning og straf af internetbrugerens aktiviter. Danske politikere er lettede.

Med stemmerne 548 mod 88, vedtog EU-parlamentet onsdag eftermiddag at afvise den kontroversielle idé om at internetudbyderne skal pålægges at overvåge og straffe deres egne kunder, hvis de foretager sig noget ulovligt med deres internetforbindelse. Ideen er baseret på den såkaldt franske model, hvor folk får lukket for deres internetforbindelse, hvis de tre gange i træk afsløres i at hente ulovligt materiale, som fx. film og musik.

Parlamentets afgørelse omhandler dog alene fælles EU-regler på området og beslutningen forhindrer dermed ikke de enkelte lande i at vedtage regler, der minder om de franske. Regler, man også arbejder på at udforme i Danmark.

Telebranchen i Danmark har været helt oppe i det røde felt over ideen, der reelt betyder, at private selskaber skal holde styr på hvad deres kunder henter fra nettet - og derefter være dommer over, om det er lovligt eller ulovligt. Den idé fandt heller ikke opbakning i parlamentet.

Socialdemokraternes europaparlamentsmedlem, Christel Schaldemose, mener dog ikke, at kampen for et frit internet er slut endnu.

»Der er stærke kræfter i underholdningsindustrien, der er villige til at se igennem fingre med alle principper om databeskyttelse og privatlivets fred i deres kamp mod piratkopiering. Men hvis vi kræver af f.eks. TDC, at de lege internetpoliti og lukke for folks internetforbindelser uden mulighed for at komme for en domstol, gør vi jo forbrugerne retsløse, « skriver hun i en skriftlig kommentar.

Forslaget var en del af den store telecom-pakke, der er en gennegribende reform af den europæiske politik på området. Debatten om netneutralitet, der længe har kørt i USA, var også en del af den europæiske pakke, hvor parlamentet valgte at godkende en vag formulering om, internetudbydere ikke må lægge urimelige begræsninger på konkurrerende tjenester på nettet, sådan som der ellers har været set eksempler på i USA.

»Nye tjenesters succes afhænger af, at alle har lige adgang til disse tjenester. Forestil jer, at Skype blev nedprioriteret eller blokeret, som konkurrerende produkt til udbyderne som også udbyder almindelige telefontjenester. Så var det aldrig blevet en succes,« lyder det fra Venstres Karin Riis Jørgensen.

 




Markedet lige nu