EUs indgreb mod de tårnhøje priser for at ringe over grænser er blevet en kæmpesucces, mener EU-kommissær Viviane Reding. Men nu anklages hun for at pynte sig med lånte fjer.
24. marts 2009, 19:42 – opdateret 24. marts 2009, 20:14
En helt ekstraordinær, stor succes – og et beviseligt boom. Sådan beskriver EUs kommissær for informationssamfundet, Viviane Reding, situationen, efter at EU i 2007 tvang teleselskaberne til at nedsætte prisen for at bruge mobilen på tværs af grænser. Det skete efter flere års relativ stilstand, hvor europæere, der brugte deres mobiltelefon i et andet land, blev flået af mobilselskaberne for de såkaldte roamingtakster.
Ifølge en ny statistik fra EU om det europæiske telemarked er brugen af roamende mobiltelefoner i 2008 eksploderet med en stigning på 34,5 pct. i forhold til året før. Det må nu maksimalt koste cirka 4,29 kr. i minuttet at bruge sin mobil i udlandet – og det prisniveau har stort set alle teleselskaberne lagt sig fast på nu.
»Det er tydeligt, at europæerne vælger at holde deres mobiltelefoner tændt, selv om de krydser grænsen til udlandet – og indgrebet har været en helt ekstraordinær stor succes. Det kan ikke være rigtigt at folk skal straffes for at flytte sig over grænser,« siger Viviane Reding, der selv er fra Luxemborg og derfor næsten ikke kan undgå at krydse grænser konstant.
EU arbejder i øjeblikket på at gennemtvinge regler for SMS og dataroaming også – og særligt dataroaming er en kilde til høje telefonregninger, hvis man tjekker email under udlandsophold.
Kreative tricks
Efter EUs roamingindgreb valgte flere teleselskaber at overgå fra sekund til minuttaksering af opkald foretaget i udlandet. Det er en teknik, der redder lidt af det tabte hjem, fordi man betaler for det fulde minut, selv om man kun har talt ganske få sekunder.
Samtidig har teleselskaberne været under kritik for at hæve priserne for roaming uden for EU for at kompensere for de tabte indtægter inden for EU.
En af de skarpeste krititikere af EUs indgreb er teleanalytiker John Strand, der hele tiden har påpeget, at fri konkurrence med tiden ville have presset priserne endnu længere ned, og at EU-indgrebet faktisk er til skade for forbrugerne på langt sigt. Han er kritisk over for de nye tal.
»Hvis fru Reding tager æren for stigningen, pynter hun sig med lånte fjer – for vi ville måske have oplevet samme vækst uden reguleringen,« siger han og henviser samtidig til, at det i dag er muligt helt at undgå roaming-afgifter i en række lande i Afrika og Mellemøsten.
EUs indgreb omhandler kun taletrafik, mens SMS- og dataregulering ikke er trådt i kraft endnu.


























































