4. januar 2010, 07:03 – opdateret 4. januar 2010, 07:20

Om 10 dage barsler regeringens højhastighedskomité, og der er dem, der håber på en anbefaling af, at alle danskere skal have adgang til 100 Mbit bredbånd.

Argumentationen lyder på, at den høje hastighed vil fyre op under alskens muligheder, som vil gøre Danmark til verdens førende inden for alskens områder.
Men lad os lige vende skråen. Vil 100 Mbit virkelig gøre en forskel, der kan berettige de nødvendige kæmpeinvesteringer? Vil 50 Mbit? Eller er der tale om endnu et forsøg på taldemagogi?

Selvfølgelig er der behov for højere hastigheder visse steder, men der skal langt mere til end fart, før Danmark rykker, for vi har længe haft chancerne, uden at det battede. Alle de positioner som »verdens bedste« inden for internet-udbredelse med videre gav intet forspring.

Faktisk rutsjer Danmark i disse år ned på lister over forhold, der virkelig betyder noget, såsom OECDs liste over produktivitetsvækst, hvor vi i perioden 1998-2008 er gået fra en ottendeplads blandt 29 lande til en 15. plads. Og det offentlige æder fortsat flere og flere arbejdskraftressourcer.

Lammet af konservatisme

Det er ikke størrelsen – hastigheden af bredbåndet – der er afgørende for Danmark, men »gørelsen«. Skulle regeringen beslutte at satse på 100 Mbit ligesom for eksempel Singapore og Finland, mangler man stadig disse landes beviste evner til også at ville »gørelsen«.

Danmark synes at være lammet af en fejlagtig selvforståelse af at være på forkant, mens virkeligheden præges af en farlig konservatisme.
Formålet med højhastighedskomiteen, der blev nedsat i marts 2009, forklarede Videnskabsministeriet således:

»Ministeren har nedsat en højhastighedskomité, som har til formål at anbefale initiativer til at fremme bredbåndsudviklingen på baggrund af regeringens vision om, at borgere og virksomheder hvor som helst og når som helst kan få adgang til Internethastigheder, der kan håndtere de mest avancerede bredbåndstjenester.«

Der skrives også om konkurrencefremme, nye teknologianvendelser, ny efterspørgsel, innovation og vækst.
Ifølge en opgørelse fra IT- og Telestyrelsen har 77 procent af danske virksomheder og husstande mulighed for at få mindst en 10 Mbit-forbindelse, men medio 2009 var kun 27 procent af samtlige solgte fastnet-forbindelser på mindst 10 Mbit.

Når Danmark bløder på grund af en for lav produktivitetsvækst, har det intet med mangel på højhastighedsnet at gøre. Når vi mangler hjælp til syge, ældre og handicappede, selv med en gigantisk offentlig sektor på omkring 830.000 ansatte, er årsagen ikke mangel på højhastighedsnet.

Når politi og skoler konstant kræver flere penge, er det ikke et hurtigere bredbånd, der løser problemet.
Kernen i problemet ligger i menneskene på toppen. I deres manglende indsigt i mulighederne for at udnytte teknologien til at lave radikale forbedringer. I deres manglende vilje – eller måske evne – til at tænke nyt. Og i manglen på højtkvalificerede tech-folk.

Den afslørende jægerbog-sag

Som jeg ser det, står det værst til i det offentlige. Hvorfor kører politiet stadig på stenaldersystemer, der holder politifolk fanget bag skærmen på stationen? Hvorfor er størstedelen af milliardinvesteringerne i elektroniske patientjournaler slået så meget fejl, at de sænker produktiviteten blandt læger og sygeplejersker? Hvorfor straffes huskøbere og husejere på pungen af et digitalt tinglysningssystem, der aldrig blev tryktestet, før det gamle – tunge, men velfungerende papirsystem – blev fjernet?

Jeg plejer at hævde, at det er politikernes skyld, men embedsværket svigter stort på IT-området, senest illustreret af sagen om den arabiske oversættelse af Jægerbogen. En folkevalgt politiker kan ikke blive domæneekspert på ingen tid.

Embedsværket derimod har ingen undskyldning for fortsat at være tech-blind, for fortsat at ryste i bukserne over fagforeninger, for fortsat at fremelske mere bureaukrati/kontrol. Ej heller har embedsværket en undskyldning for fortsat at lægge ansvaret for IT-siden hos tech-inkompetente jurister, cand.oecon’er, eller hvilken faggruppe der ellers dominerer i forvaltningens ledelse.
Jeg hørte forleden spørgsmålet:

»Hvilken embedsmand er nogensinde blevet forfremmet for at stå bag et IT-system?«

Spørgsmålet bør måske rettere være:
»Hvilken embedsmand har gjort sig fortjent til at blive forfremmet på grund af et IT-system?«

Mon politikere vil vove at sig nej til embedsmandens bud på, hvordan alt kan gøres bedre, billigere? Nye beviser for, at det står galt til, ligger lige for. Med den ene hånd skønmaler regeringen virkningen af en højhastigheds-fremtid. Med den anden hånd indfører regeringen en multimedieskat, der tynger arbejdspladser med bureaukrati, nedsat fleksibilitet og demotiverede ansatte.