Eksperter: Ny mobil Windows er ikke nok

Microsoft er »betragteligt bagud« på brugeroplevelsen, mener analytikere forud for eftermiddagens premiere på den nye Windows Mobile 6.5.

Der skal mere end den nye udgave af mobilstyresystemet Windows Mobile, som Microsoft præsenterer tirsdag eftermiddag, til, hvis IT-giganten vil gøre sig håb om at betyde meget på mobilmarkedet.

Microsoft lancerer i dag Windows Mobile 6.5, som kan styres med en trykfølsom skærm, og som har tilhørende butik med mini-programmer til telefonerne på nettet og flere muligheder for individuel tilpasning. Det er den første opdatering af Windows Mobile, siden version 6.1 kom på gaden i april 2008.

På ni procent af telefonerne

Men Microsoft har langt fra den andel af mobilmarkedet, som man kender det fra computermarkedet, hvor lige under 90 procent af alle PCer anvender Windows.
Microsoft Windows blev i andet kvartal 2009 kun brugt som styresystem på 9,0 procent af de avancerede mobiltelefoner - i styktal 3,4 millioner. Det er oven i købet en tilbagegang på 28,7 procent i forhold til året før, viser tal fra analysehuset Canalys, der følger mobilmarkedet tæt.

Flest telefoner - 50,3 procent eller 19,2 millioner styk - anvender Nokias Symbian, mens 20,9 procent eller 8 millioner anvender det canadiske RIM, som står bag Blackberry-telefonen. Apple buldrer ind på en tredjeplads med en markedsandel på 13,7 procent eller 5,2 millioner telefoner, Microsoft følger på fjerdepladsen, mens Googles Android er nummer fem med en andel på 2,8 procent brugt på 1,1 millioner telefoner.

»Betragteligt bagud«

»De er stadig betragteligt bagud, når man ser på brugeroplevelsen for privatkunder. Hvis de ikke snart rykker, vil de begynde at miste relevans,« siger analytiker hos Current Analysis, Avi Greengart, til nyhedsbureauet Reuters.

Den taiwanesiske mobilproducent HTC, der står bag gode salgssucceser som Touch, Diamond og senest Magic, har i nogle år lagt Windows Mobile på sine telefoner - men har måttet lægge et lag ovenpå for at give brugerne en bedre oplevelse og intuitiv brug af Windows Mobile. Og det sker, selv om Microsoft burde have fordelen af, at langt de fleste er hjemme i Microsoft-verdenen.

Ikke desto mindre har Apple opnået stor succes med sin iPhone med eget styresystem, ligesom Googles Android-styresystem, der nu også ligger på to HTC-telefoner, på kort tid har opnået store markedsandele.

Analysehuset IDC forventer, at Microsofts globale markedsandel på mobilmarkedet i 2013 vil være vokset til 13,6 procent, men samtidig vil Googles Android være steget fra omkring 3 procent i dag til 11 procent. Men flere analytikere siger, at Microsoft får sværere ved at sælge Windows Mobile, når f.eks. Android er gratis for mobilproducenterne. Derfor verserer fortsat rygter om, at Microsoft kunne præsentere verden for sin egen mobiltelefon, hvor hardwaren spiller tæt sammen med Windows Mobile.

Windows 7 senere på måneden

22. oktober kommer nyeste udgave af Windows til computere, Windows 7, på gaden og hylderne. Windows 7 skal forsøge at rette op på de dårlige salgstal og det dårlige image, som Windows Vista har bragt med sig. Windows Vista blev lanceret som den store revolution men fik hurtigt prædikatet at være klodset og langsomt trods de mange grafiske effekter.

Oveni kom så finanskrisen, som tvang Microsoft ud i den første fyringsrunde i firmaets 34-årige historie. 5.000 ansatte skal frem til 2010 finde en ny arbejdsplads for at få finanserne i verdens største softwarevirksomhed bragt på fode igen.

 



Markedet lige nu