Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Eksperter hasteindkaldt om dokumentformater

Videnskabsministeren genindkalder ekspertudvalg efter voldsom kritik af Konkurrencestyrelsens rapport om problemer med de formater, som alle offentlige dokumenter fremover skal gemmes i.

Videnskabsminister Helge Sander (V) har hasteindkaldt et ekspertudvalg for at gøre klar til den endelige afgørelse af, i hvilke formater alle offentlige dokumenter fremover skal gemmes.

Ekspertudvalget, som politikerne har nedsat, meddelte i december 2008, at det var for tidligt at beslutte, om det officielle Danmark fremover skal arbejde med to dokumentformater - det Microsoft-udviklede OpenXML (OOXML) og Open Document Format (ODF), som bl.a. er standardformatet i den gratis kontorpakke OpenOffice -, eller om der skal træffes et valg mellem de to, sådan som Norge for nylig gjorde, da Microsoft-formatet blev fravalgt.

Ufrivilligt forlænget

Inden 1. november skal politikerne - i praksis ministeren samt IT-ordførerne i Folketinget - træffe endelig beslutning om, hvad der skal ske efter en testperiode, der blev ufrivilligt lang.

Spørgsmålet skulle have været afgjort inden sommerferien, men fordi Konkurrencestyrelsens rapport ikke var klar før for et par uger siden, måtte prøveperioden forlænges frem til 1. november.

Kritik af konkurrencen men...

Konkurrencestyrelsen konkluderede i sin rapport, at softwarekonkurrencen i Danmark er under al kritik. Microsoft dominerer markedet med en andel på mindst 90 procent både i Danmark og på verdensplan, og der er en række forhold, som gør det både svært og dyrt at skifte den såkaldte kontorpakke - en samling computerprogrammer med tekstbehandling, regneark og præsentationsprogram som de væsentligste - ud.

Alligevel konkluderede Konkurrencestyrelsen, at det offentlige bør fortsætte med to formater både til intern brug og i kontakten med borgere og virksomheder.

Kritik af Konkurrencestyrelsen

Det fik torsdag Foreningen af Open Source-Leverandører i Danmark (OSL) til at kritisere Konkurrencestyrelsen skarpt. Formanden, Morten Kjærsgaard, som også er direktør for IT-firmaet Magenta, kalder styrelsens konklusioner for »direkte usandt« og taler om »forkerte oplysninger« i rapporten, »Markedet for kontorsoftware«, som styrelsens direktør, Agnete Gersing, præsenterede 12. august.

»Agnete Gersing udtaler sig imidlertid i strid med sandheden, når hun siger, at et 'valg af ODF vil i øvrigt ikke sikre den fornødne interoperabilitet (mulighed for at åbne og arbejde med dokumenter i en anden kontorpakke, end de blev oprettet i, red.) mellem kontorpakkerne.' Vi har efterprøvet Konkurrencestyrelsens påstand ved at teste interoperabiliteten mellem de seks ODF-baserede kontorpakker på PC på Windows og på Mac, som fremhæves i Konkurrencestyrelsens rapport, og bortset fra Microsoft Office 2007 gennemføres testen som 100% bestået for alle kontorpakker. Dermed er der fuld interoperabilitet i de ODF-baserede kontorpakker,« siger Morten Kjærsgaard, som kræver, at Konkurrencestyrelsen reviderer sin rapport.

OSL har lagt alle testdokumenter og -resultater ud på sit netsted, så alle selv kan efterprøve resultaterne.

Minister afviser kritik

Videnskabsminister Helge Sander afviser kritikken.

»Jeg betragter deres kritik som et helt forventeligt partsindlæg, som savner den kvalitet, der er i Konkurrencestyrelsens undersøgelse,« siger han til Computerworld og understreger, at der vil blive truffet en beslutning inden 1. november, hvor testperioden udløber.

Ekspertudvalget, som han nu har indkaldt igen, har dr. jur. Mads Bryde Andersen fra Københavns Universitet som formand. De øvrige fire deltagere er lektor Jens Hørlück fra Aarhus Universitet, IT-centerchef Jørgen Kristensen fra Foreningen af Kommunale IT-chefer samt professorerne Kim V. Andersen og Mogens Kühn Pedersen, begge fra Handelshøjskolen i København.

 




Markedet lige nu