Ny koncernchef ventes torsdag at melde nye fyringer ud, selv om regnskabet formodentlig ser bedre ud end ventet.
4. februar 2009, 10:01 – opdateret 17. maj 2012, 11:47
TDC vil lægge op til nye personalenedskæringer, når den nye koncernchef i morgen, torsdag, fremlægger sit første regnskab - TDCs årsregnskab for 2008.
»Det bliver en udmelding om, at indtjeningen er presset, men at man stadig har flotte tal, fordi TDC fortsat er en sund virksomhed, der omsætter for mange penge og også tjener mange penge. Men jeg tror, at man samtidig vil melde ekstraordinært store besparelser ud,« siger teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult.
Henrik Poulsen tiltrådte som koncernchef i Danmarks største teleselskab i november, hvor Jens Alder efter præcis to år i stolen blev sendt på porten. Meldingen fra den nye ledelse var da at få fokus væk fra afvikling og i stedet rette det mod udvikling og vækst.
Bredbånd flader ud
Siden har finanskrisen også ramt telebranchen, som i forvejen slås med øget konkurrence, faldende priser og flugt fra fastnettet.
»Vi vil se, at prispresset slår igennem på toplinien og delvis også på bundlinien, men jeg tror, at regnskabet bliver bedre, end mange forventer - ligesom sidst. De store, gamle fastnetselskaber oplever en negativ udvikling, hvor bredbåndsmarkedet nu er fladet ud. Dermed kan det ikke længere kompensere for de tab, som teleselskaberne lider på taledelen, hvor antallet af fastnetkunder fortsætter med at falde,« siger John Strand.
Til gengæld er interessen for mobilt bredbånd - Internet-adgang over mobilnettet fra enten avancerede mobiltelefoner eller bærbare PCer - vokset.
»Det mobile bredbånd giver nye kunder og ny omsætning, men også her er priserne under voldsomt pres,« konstaterer teleanalytikeren.
ATP er skuffet
Den største investor i TDC efter de fem britisk-amerikanske kapitalfonde, pensionskassen ATP, meldte onsdag ud, at man er skuffet over indtjeningen i TDC.
»TDC har haft og haft og har en flot position i Danmark på en række områder, men da TDC havde en stor del af sin forretning på fastnettet, har den økonomiske udvikling på toplinien og på bundlinien ikke været så god, som vi forventede. Men vi forventer fortsat, at investeringen i TDC bliver en god forretning,« siger fondsdirektør Bjarne Graven Larsen til Børsen.
ATP spærrede i 2005 for, at kapitalfondene kunne overtage TDC fuldtud og afnotere selskabet fra børsen, da ATP nægtede at sælge sine TDC-aktier i tiltro til, at de var en god investering.
Frasalg for 13,3 milliarder
TDC har efterhånden solgt stort set alle sine forretninger i udlandet fra, så kun mobilselskabet Sunrise i Schweiz står tilbage. Med salget lige før jul af TDCs polske mobilselskab er der således kommet 13,3 milliarder kroner i TDC-kassen på to år.
TDC er det første af de tre store teleselskaber, der aflægger årsregnskab. Både norske Telenor (som i Danmark ejer Sonofon, CBB Mobil, Tele 2, Cybercity og Canal Digital) samt Telia (som ejer Telia Stofa og Debitel/Call Me) kommer med deres årsregnskaber 11. februar.
Telenor er verdens syvendestørste mobilselskab og ventes at blive hårdt presset af de faldende valutakurser i Rusland og Ukraine, hvor Telenor er stor, ligesom både Telenor og Telia - Nordens største teleselskab - også er presset på hjemmebanerne af de samme problemer, som TDC slås med i Danmark.


























































