Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

eBay sælger Skype

Det dansk-svenske Internet-telefonprogram vil blive solgt for omkring to milliarder dollars - væsentligt mindre end det blev købt for. Netscape-stifter er med i den nye ejerkreds. (Senest opdateret kl. 10.25)

Efter flere års forgæves forsøg på at få det til at passe ind i forretningen sælger Internet-auktionshuset eBay nu det dansk-svensk-opfundne Internet-telefonprogram Skype fra.

eBay vil ikke kommentere forlydenderne om, at handelen offentliggøres senere tirsdag. En gruppe af private investorer med opfinderen af Netscape, Marc Andreessen, ved roret står som købere. Desuden skal der være engelsk venturekapital med, nemlig London-firmaet Index Ventures, som tidligt investerede i Skype, samt kapitalfonden Silver Lake Partners, som var med i opløbet om at købe Danmarks største teleselskab, TDC, i 2005. Konsortiet er ifølge britiske The Times kommet i stand takket være Mike Volpi, som tidligere var direktør i Skype, og som i juli i år forlod Joost, en netvideotjeneste, grundlagt af de to Skype-stiftere efter salget af Skype. Mike Volpi blev for nylig partner i Index Ventures.

Pris: To milliarder dollars

Skype er et computerprogram, som gør det muligt at bruge Internet-forbindelsen til at telefonere og chatte på. Dermed slipper man for teleselskabernes afgifter og ofte skyhøje udlandspriser. Skype er opfundet af det dansk-svenske makkerpar Janus Friis og Niklas Zennström, som i 2005 solgte Skype for et beløb på omkring 3,1 milliarder dollars - omkring 16 milliarder kroner.

Kilder vil vide, at eBay kræver omkring to milliarder dollars for selskabet i dag, som det har nedskrevet værdien af et par gange - i alt med 900 millioner dollars. eBays topchef John Donahue har tidligere sagt, at han forventer at få to milliarder dollars ind ved en påtænkt børsnotering af Skype i 2010.

Skype ventes at give omkring 600 millioner dollars i indtægter i år. Pengene kommer, fordi Skype også sælger muligheden for at ringe til almindelige fastnet- og mobiltelefoner og ikke kun til andre Skype-brugere.

Google sagde nej

Marc Andreessen sidder med i eBays bestyrelse og er desuden chef for investeringsselskabet Andreessen Horowitz, som blev oprettet i juli 2009. Han er den navnkundige stifter af Netscape, programmet, som hele verden anvendte til at gå på nettet med, indtil Microsoft indbyggede Internet Explorer i sit Windows-styresystem og dermed slog Netscape aldeles af tronen.

I sidste måned forhandlede eBay med Google om at sælge Skype, skriver New York Times, men Google forlod til sidst forhandlingerne. Med i overvejelserne kan være, at Google med sit Android-styresystem til mobiltelefoner kan have en interesse i ikke at tirre mobilproducenterne, for Skype vil uundgåeligt betyde, at de mister indtægter.

Skype passede ikke til eBay

Google og Yahoo var inde i billedet, da Skype i 2005 blev solgt. eBays køb anses af mange for en af de værste overtagelser af en teknologivirksomhed i et årti. Skype har ikke passet ind i eBays øvrige aktiviteter og er derfor fortsat meget selvstændigt i eBay-koncernen.

Det vides endnu ikke, om de to Skype-stiftere er med i den nye handel.

eBay har tidligere meddelt, at Skype næste år skulle på børsen, og Janus Friis og Niklas Zennström skal have forhandlet med kapitalfonde for at købe deres gamle selskab tilbage.

Strid skal i Højesteret

eBay og Friis-Zennström skal desuden mødes i den britiske højesteret i juni 2010 for at få afgjort en sag om, hvem der ejer den helt afgørende teknologi i Skype, som gør det muligt at koble brugerne sammen. Da eBay købte Skype, omfattede handelen nemlig ikke selve grundteknologien. Den ejes af selskabet Joltid, som lejer den ud til Skype. Joltid, som Friis-Zennström står bag, er indregistreret på De Britiske Jomfruøer. Sagen blev anlagt af Skype i marts 2009.

eBay menes at være i gang med at udvikle en ny teknologi, som kan erstatte den nuværende grundteknologi i Skype, så der fremover ikke skal betales penge for den.

Antallet af Skype-brugere - det er gratis at oprette sig og bruge programmet - er siden salget i 2005 steget fra 53 til 405 millioner på verdensplan.

 




Markedet lige nu