Kun få måneder efter købet og relanceringen af den Blå Avis, skruer den store amerikanske internetvirksomhed, eBay, nu op for blusset i Danmark. eBay vil score endnu flere annoncer.
23. marts 2009, 05:45
Efter en oprydningsproces og en relancering af den Blå Avis, lægger den amerikanske internetgigant nu an til en offensiv på markedet for online-annoncering.
eBay købte sidste år den Blå Avis for 2,1 mia. kroner, men siden har der været relativt stille om amerikanernes tilstedeværelse i den danske medieverden.
Skal man tro eBay selv, er det dog snarere stilhed før stormen - for eBay er slet ikke begyndt at udvikle det univers omkring den Blå Avis, som selskabet har planlagt.
»Vi er ved at være gennem fase et, der har handlet om oprydning og relancering - og til dels også kulturel omstilling. Mens man kan sige, at fase et i vores strategi var at plukke de lavthængende frugter, begynder vi først nu i 2009 på de faser, der handler om udvikling og lancering af tjenester,« siger den danske chef for eBays Classifieds-division, Jacob Aqraou, der fremviser imponerende tal for udviklingen i de første tre måneder efter relanceringen af den Blå Avis.
Nærmest symbolsk holder Jacob Aqraou og hans sekretær til i meget ydmyge lokaler med udsigt over Rådhuspladsen og Politikens store hus, som er en af de konkurrenter, eBay skal gafle annoncekroner fra.
eBay Classifieds Group er eBays hurtigst voksende division, og classifieds kan bedst sammelingnes med rubrikannoncer, som man finder bagerst i dagblade eller netop som i den Blå Avis.
Stram forretningsmodel
Men fordi eBay har sin oprindelse på nettet, er forretningsmodellen langt mere stram og fleksibel end hele det maskineri, der skal sættes i gang, før et dagblad ligger i en danskers postkasse. Blandt andet derfor har Berlingskes egen koncernchef, Lisbeth Knudsen tidligere udtalt, at konkurrenter som eBay og Googles annoncehugst er tung kost for dagbladene.
En af eBays første aktioner var at gøre rubrikannoncerne gratis - hvilket med ét hug fjernede 40 procent af avisens indtægter. Men effekten udeblev ikke.
Ifølge eBays egne tal er handlen på dba.dk steget med 23 procent de seneste fire måneder - og i februar alene, var der oprettet 40 procent flere annoncer end februar idste år. Og også indtjeningen i den trykte avis havde udviklet sig med tocifrede vækstrater. Det på trods af at Jacob Aqraou oprindeligt overvejede, om print-avisen helt skulle lukkes.
»Vi besluttede at forsøge at behandle print-avisen som et onlinemedie. Derfor kan man i dag oprette en gratis annonce - eller man kan købe sig til en premium placering blandt de første tre i hver kategori. Det virkede - og i dag må vi konstatere, at printavisen faktisk er blevet en ganske god forretning, som vi ikke har tænkt os at give slip på, så længe den tjener penge,« siger Jacob Aqraou.
Primært internettet
Det er dog primært på nettet, at eBay har sine kompetencer. Mest kendt er selskabets amerikanske online-auktioner, betalingstjenesten PayPal og dansk-svenskudviklede Skype.
Langt mindre kendt i Danmark er sites som kijiji.com, hvor rubrikannoncerne netop er omdrejningspunkt.
Ifølge Jacob Aqraou har eBay ingen planer om at lancere online-auktioner i Danmark eller resten af Skandinavien. Til gengæld vil man i løbet af 2009 se en dramatisk udvidelse af de eksisterende aktiviteter - efterfulgt af en senere offensiv, hvor eBay vil gå efter job- eller boligannoncer, og måske begge dele. Dertil kommer annoncer for erhvervsdrivende, der i dag allerede findes i den Blå avis - og en snarlig udbygning af en række onlineuniverser, hvoraf enkelte endda kan blive udskilt til seperate sites, hvis det viser sig at give mening.
Jacob Aqraou nævner selv elektrisk isenkram - det eBay kalder gadgets - som et oplagt område at skille ud og udvikle med debatfunktioner, gadget-nyheder og andre ting, der kan øge trafikken.
Andre voldsomme væsktområder er tøj og designermøbler, hvor den Blå Avis har set vækst i annoncemængden på op mod 170 procent det sidste halve år.
Udvidelsen af den Blå Avis’ aktiviteter kommer til at ske i løbet af 2009 - og derefter vil eBay gå i frontalangreb på bolig- og jobannoncerne, hvor dagbladene i forvejen er pressede, samt en eventuel ekspansion til resten af Skandinavien.
Krise ingen hindring
Finanskrisen, der gnaver i hele den danske medieverden, er ikke umiddelbart en hindring for eBay, der betragter krisen som et oplagt tidspunkt at ekspandere på.
Udviklingen i den Blå Avis’ trafik er nemlig et billede på, at brugernes aktivitet øges, når økonomien pludselig strammer til, og det derfor bliver interessant at sælge ting i stedet for blot at sætte det på loftet. Men Jacob Aqraou har ingen skrupler ved at sætte aviserne under yderligere pres. Det er bare den vej, tingene går, mener han.
»Det er mærkeligt, at nogen bliver ved med at kalde os New Media. Det er snarere aviserne, der er old Media. Vi er jo ikke nye. Det er bare udviklingen, der går stærkere, og man må hele tiden være fokuseret på at servicere den generation, der kommer efter den nuværende, og hvis vaner man kender. Jeg ved ikke, hvordan ser ud om ti år - men jeg anser det for tvivlsomt, at der kan tjenes penge i de gamle medier,« siger han.
Men selv om eBay fortsat kun er et IT-selskab, der udvikler elektroniske markedspladser - og ikke journalistisk indhold - afviser han ikke, at det kan komme på tale på et senere tidspunkt.
»Vi har en filosofi om hele tiden at prøve ting af. Virker det ikke, ændrer vi det bare. Derfor er det utrolig svært for os at sige, hvad vi vil gøre på længere sigt - for det er et spørgsmål om økonomisk timing, og hvad brugerne finder på at efterspørge,« siger Jacob Aqraou og understreger, at eBay ikke selv har tænkt sig at producere journalistisk indhold, men snarere lader brugerne eller eksterne leverandører om den del - hvis det overhovedet sker.
eBay ejer også bilbasen.dk, der udfordrer bilzonen.dk, som er ejet i fællesskab af Berlingske, JP/Pol og TV 2.


























































