Tre millioner brugere modtager nu digital post via af e-boks.dk. Heraf er 130.000 virksomheder.
7. februar 2011, 16:06
Flere end 160 millioner dokumenter blev i 2010 sendt digitalt via e-boks.dk i stedet for at blive pakket i kuvert og sendt af sted med posten – svarende til omkring 2.600 tons papir – til brugerne af den digitale postkasse, der i den forløbne uge rundede tre millioner brugere. Det oplyser e-Boks i en pressemeddelelse.
Antallet af brugere er den digitale postkasse, hvor private og offentlige virksomhedskunder overfører dokumenter til privatpersoner, er steget fra to millioner til tre millioner over de seneste 18 måneder.
Hos e-Boks glæder administrerende direktør Henrik Andersen sig over, at e-Boks har rundet tre millioner danske brugere og kalder det en milepæl i digitaliseringen af Danmark.
Langt de fleste brugere er privatpersoner, mens virksomhederne udgør cirka 130.000 af de tre millioner registrerede brugere, der modtager og opbevarer post på e-boks.dk.
Læs også på EVB.dk:
E-boks er årets bedste it-virksomhed i 2009
Danskerne er vilde med digitale rudekurverter
Blandt kunderne, der afsender post via e-boks.dk, er langt de fleste banker, alle landets 98 kommuner, Statens Lønsystem, SU-styrelsen, ATP samt en række realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, energiselskaber, fagforeninger, teleselskaber samt arbejdsgivere, der sender lønsedler til deres medarbejdere.
E-boks er udsprunget af KMD og er et aktieselskab, der i dag ejes ligeligt af Nets og Post Danmark.


























































