Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

DVD-salget falder stort, mens Blu-ray vokser

En femtedel af salget af DVD-film i USA er forsvundet, og selv om flere køber Blu-ray-skiver og lejer film over nettet, opvejer det ikke tilbagegangen.

LAS VEGAS, USA: Salget af film på Blu-ray-skiver og leveret som lejefilm over Internet voksede i USA i 2011 men ikke nok til at kompensere for det faldende DVD-salg.

Amerikanerne købte 20 procent færre film på DVD sidste år, og selv om det dog medførte en omsætning på 6,8 milliarder dollars (39,7 milliarder kroner), kunne det ikke opvejes af DVDens afløser. Salget af Blu-ray-skiver voksede med 19 procent fra 2010 og rundede for første gang to milliarder dollars (11,6 milliarder kroner), viser nye tal fra Digital Entertainment Group (DEG), offentliggjort på verdens største messe for forbrugerelektronik, Consumer Electronics Show (CES), som frem til fredag holdes i spillebyen Las Vegas i det sydvestlige USA.

Der blev brugt 18 milliarder dollars (105 milliarder kroner) på at købe eller leje skiver og digitale film over nettet, hvilket er en tilbagegang på to procent i forhold til 2010.

Filmselskaberne håber, at der kan sendes lige så mange film ud på Blu-ray-skiver i 2012 som i 2011, og de har navnlig store forventninger til det nye UltraViolet-format, som blev lanceret i 2011. Det er udviklet, så man kan hente digitale udgaver af en film på en måde, som sikrer, at de kun kan ses men ikke kopieres, og at de både kan tilgåes på nyere mobiltelefoner og tavlecomputere uden ekstra omkostninger, når man først har købt selve filmen på en Blu-ray-skive.

»Det betyder dog ikke, at de fysiske skiver vil forsvinde helt,« understreger Craig Kornblau fra filmselskabet Universal Studios over for avisen USA Today.

Berlingske dækker Consumer Electronics Show (CES) på www.business.dk/digital, www.b.dk/techogviden og i den trykte Business-sektion. Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu