Det koster nogle tusinde kroner, hver gang der stilles et såkaldt paragraf 20 spørgsmål til en minister. Til tider kan en gratis søgning, der tager få sekunder, ellers give svaret.
15. september 2008, 06:52 – opdateret 16. maj 2012, 15:24
Er ministeren enig i, at Google Chrome (en ny browser, red.) er til fare for computersikkerheden og i givet fald, vil ministeren så advare – både borgere, offentlige og private institutioner og firmaer – mod at installere den?«
Spørgsmålet, der i sidste uge blev rettet til videnskabsminister Helge Sander af SFeren Hanne Agersnap, fik mig til at mindes det nok mest berømte af de såkaldte paragraf 20 spørgsmål i nyere tid, nemlig det om Fort Bragg. Villy Søvndal stillede følgende spørgsmål:
»Vil statsministeren redegøre uddybende for specialstyrkebasen Fort Bragg, der angiveligt er placeret under den grønlandske indlandsis?«.
Hvis Villy Søvndal havde en PC, og hvis han kunne Google, havde han som første hit i søgningen fået webstedet, der tilhører Fort Bragg – en militærbase i North Carolina. Han havde dermed også undgået at spilde borgernes hårdt tjente skattekroner. Et spørgsmål til en minister koster dyrt i papirnusseri og i arbejdet med besvarelse.
Jeg vender tilbage til spørgsmålet om Googles nye browser, som næppe nogen virksomhed eller myndighed i øvrigt ville drømme om at installere, men først lidt om andre spørgsmål, der aldrig burde være stillet - dog kun med fokus på IT og tele. Det er spørgsmål, som måske tilmed burde udløse en dummebøde til statskassen som kompensation til borgerne.
Tag blot dette: »Er ministeren enig i, at telefonselskaberne bør give mulighed for saldomaksimum på børns mobiltelefoner?«
Politikeren, der stillede spørgsmålet, Socialdemokratiets Engelbrecht, ville få smækket et sådant tilbud lige op i hovedet som allerførste hit på en simpel søgning med tre ord, børn, mobil og saldo.
Kampen mod Microsoft
Tag et andet spørgsmål: »Mener ministeren, at det er acceptabelt, at man ikke kan komme ind på sin konto hos ATP, hvis man bruger Linux......«,
Havde Enhedslistens Per Clausen brugt 30 sekunder til at maile spørgsmålet til ATPs informationsafdeling, havde han fået svaret, at styresystemet Linux ikke udgør en forhindring.
Det viser svaret fra ministeriet, men Clausen valgte altså at ødsle med skattekronerne.
En hurtig søgning havde også afsløret, at dette spørgsmål var overflødigt: »Ministeren bedes oplyse, hvor stor en andel af statens PCere, der anvender Microsofts Windows XP, og i den forbindelse oplyse, hvilken strategi der lægges for dagen fra årsskiftet, hvor XP ikke længere vil blive opdateret.....«
Microsoft har for længst fortalt, at Windows XP vil blive understøttet frem til år 2014. Det har også være skrevet i pressen mange gange.
Spørgsmålet om Linux og om XP handler i virkeligheden om endnu et forsøg på udstille staten som værende totalt i lommen på Microsoft. Det er et led i kampen for at få indført Open Source, såsom styresystemet Linux, kontorpakken Open Office og dokumentstandarden ODF.
Ejendommeligt nok forbrødres det yderste højre, Dansk Folkeparti ved Morten Messerschmidt, med den yderste venstrefløj ved Enhedslistens Per Clausen i dette korstog. De to synes jævnligt at træde i karakter som bugtalerdukker for foreningen af open source leverandører i Danmark (Microsoft-konkurrenter) og Open Office-organisationen.
Politikere som bugtalere
Andre gange ser vi politikere som marionetter for elværkerne, der ønsker politisk hjælp til at få deres dyrt nedgravede fiberkabler til bredbånd fremmet i konkurrencen med især TDC og Cybercity.
Vi ser også særprægede spørgsmål, som synes at stamme fra konsulenthuse, der gerne vil have job, såsom dette: »Vil ministeren, som Uptime Institute anbefaler, arbejde for at datacentrene fordobler effektiviteten frem til 2012?«
Og så har vi alle spørgsmålene, der kommer direkte fra journalister, som ikke gider eller er for presset til selv at ringe rundt.
Det er hårdt at være i opposition, og det kræver en indsats, hvis man ikke vil gå i glemmebogen inden næste valg. Det er også helt afgørende, at oppositionen kan stille spørgsmålstegn ved magten, men blev det bare derved.
Organisationer, firmaer og journalister, der bruger politikerne til egne formål, kan man ikke gøre meget ved. Man kunne så ønske, at ministre – når det er på sin plads – ville sige »Nej« til at løbe deres ærinder og spilde penge derpå. Et gammelt, meget løseligt skøn fra Videnskabsministeriet tyder på, at den gennemsnitlige pris for at besvare et paragraf 20 spørgsmål ligger på omkring 3.000 kroner.
Sluttelig tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt landet risikerer at stande i våde, fordi Google har lanceret en browser. Det er som nævnt stillet af SFeren Hanne Agersnap, der er en meget flittig spørger. Du kan se hendes begrundelse for spørgsmålet på min blog, bizzen.blogs.business.dk, hvor du også kan tilkendegive, om Agersnap fortjener en dummebøde eller et skulderklap.





























































