I 2007 burde danskerne kunne stemme elektronisk, mener IT-Branchen. De kommuner, der i det små har afprøvet mulighederne, er også utålmodige efter mere.
9. november 2007, 14:44 – opdateret 9. november 2007, 19:41
Det giver ingen mening, at danskerne i 2007 skal valfarte til skoler og forsamlingshuse og sætte kryds på et papir med en blyant, når de lige så godt kunne stemme elektronisk.
»Nu må det være sidste gang, at man skal til valgurnerne og sætte kryds på et stykke papir. Jeg synes, at man i 2007 burde overveje, at når vi kan klare bankforretninger, ordne selvangivelse og indberette til Skat hjemmefra, som jo alle er ganske personfølsomme oplysninger, virker det lidt mærkeligt, at jeg skal gå op på en skole og sætte mit kryds,« siger Jakob Lyngsø, administrerende direktør for brancheorganisationen IT-Branchen, som organiserer IT-virksomheder med en samlet omsætning på mere end 200 milliarder kroner om året.
Han understreger, at det hverken er for at være populistisk eller teknikerfreak.
»Det gamle system skal naturligvis kunne fortsætte. Når jeg vil se min bankrådgiver og bede ham om at betale mine regninger, har jeg også lov at besøge ham. Det handler om at give folk mulighed for at bruge de værktøjer, de kender fra dagligdagen,« siger Jakob Lyngsø.
Staten tager sig god tid...
Også den lille håndfuld kommuner, der i mindre målestok har afprøvet elektroniske valg tidligere, er utålmodige.
»Desværre er vi i Danmark ikke kommet særligt langt, fordi staten tager sig rigtigt god tid til at få indført tidssvarende, digitale løsninger,« lyder kritikken fra Frederiksberg Kommunes borgmester, Mads Lebech (Kons.).
Kommunens erfaringer fra sidste kommunalvalg samt fra et ældrerådsvalg og et integrationsrådsvalg, hvor vælgerne kunne stemme over Internet, er positive.
»Det er på høje tid, at man her i landet går skridtet videre og tager fat på at indføre egentlige, elektroniske afstemninger. Der er nemlig ingen væsentlige hindringer for, at vælgerne på valgdagen får mulighed for at afgive deres stemme elektronisk,« mener han.
Væk var køerne
Ved kommunalvalget for to år siden var valgkortene i seks kommuner udstyret med en stregkode.
»Når folk mødte frem på valgstedet, blev valgkortet scannet ind. Det havde rigtigt store fordele,« forklarer fuldmægtig og jurist Anette Vom fra Høje-Taastrup Kommune, midtvejs mellem Roskilde og København.
I Frederiksberg Kommune undgik man de traditionelle, lange køer ved valgstederne, fordi vælgerne nu hurtigt blev fordelt efter, hvor der var plads, når de kom.
I Høje-Taastrup var kun et enkelt af de 13 valgsteder med i afprøvningen.
»Vi vil frygteligt gerne have elektronisk stemmeafgivning. Derimod tror jeg ikke, at der er megen musik i at stemme hjemmefra over nettet. Det er jo meget vigtigt at sikre, at det er den rette person, der stemmer. Derfor er det også lokale folk, der sidder ved valgbordene. Da valgkortene blev scannet ind, fik de tilforordnede besked på skærmen, at 'dette er en mand på 43 år'. Og faktisk var en mand kommet til at tage konens valgkort med og måtte hjem og bytte,« siger Anette Vorm.
Høje-Taastrup ser gerne elektroniske valglister indført på alle stemmesteder næste gang.
»Måske vil man senere kunne gå ind på et hvilket som helst valgsted og stemme, når man nu er i nærheden. Kunne selve stemmen afgives til en computer i stemmeboksen, ville resultaterne også komme langt hurtigere ud, men det ville blive dyrt med mange valgsteder med mange stemmebokse,« siger Anette Vorm.
Flere stemte
Høje-Taastrup tilbød allerede i 2001 mulighed for at stemme digitalt via nettet til ældrerådsvalget. Fire år senere, i 2005, var den digitale stemmeprocent fordoblet. 599 borgere - eller 16,5 procent - stemte da digitalt. Til gengæld faldt den samlede stemmeprocent fra 46,53 til 42 procent.
Frederiksberg Kommune, som også gennemførte valget til Ældrerådet i marts 2006 delvis elektronisk, oplevede omvendt noget overraskende, at den samlede stemmeprocent steg fra 38 til 42 procent, og at godt 20 procent af dem stemte elektronisk, selv om Ældrerådet henvender sig til folk på 60 år og opefter.
Seneste stemme tæller
I Frederiksbergs estiske venskabsby, Tartu, kan borgerne stemme hjemmefra over Internet ved at bruge deres borgerkort (en slags udvidet sygesikringskort), som er udstyret med en chip, så man ikke kan snyde. Kommer man til at stemme forkert, stemmer man blot igen. Det er den senest afgivne stemme, der tæller.
Så det bliver fremover lidt mere gråt at være valgtilforordnet. Folk vil være langt hurtigere ude af døren igen end nu - hvis de da overhovedet kommer til stemmestedet.


























































