Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dommer: Ulovlig musik skal slettes

Studerende, der fik bøde på over tre millioner kroner, skal slette den musik, han hentede. Men dommeren var ikke glad ved situationen.

En amerikansk studerende, som skal betale fire pladeselskaber i alt 675.000 dollars (3,36 millioner kroner) for ulovligt at have hentet musikfiler over nettet, skal nu også destruere de ulovlige sange.

Joel Tenenbaum, som studerer på Boston University, fik mandag besked på at destruere kopier af de sange, som han hentede uden at have betalt for dem. Men dommer Nancy Gertner afviste et krav fra pladeselskaberne om, at Tenenbaum skal tie stille med, hvordan han fik fat i filerne. Det skete via et svensk netsted.

Overvejer at anke

Den studerende var tilfreds med ikke at blive pålagt tavshed, mens brancheforeningen Recording Industry Association of America (RIAA) var tilfreds med dommen.

Joel Tenenbaum fik bøden i juli for at hente og videresende 30 sange, men hans advokat siger, at han nu overvejer at anke bøden.

Løftet pegefinger

Dommer Nancy Gertner løftede dog samtidig pegefingeren over for pladebranchen.

»Der er noget galt med en lov, som rutinemæssigt truer teenagere og studerende med astronomiske bøder for en handling, hvis omfang de muligvis ikke fuldt forstår,« sagde hun.

 




Markedet lige nu