Der er mere brug for bedre teknologi end for lavere priser, mener dotDK. Sludder, mener DK-Hostmaster. De to bydere på administrationen af alle danske netadresser skærper nu retorikken op til IT- og Telestyrelsens beslutning om, hvem der i fremtiden skal drive .dk-domænet.
5. maj 2008, 05:30
Det skal være billigere. Nej, det skal være bedre. Men det er jo allerede bedre.
De to bejlere, der for nylig indgav bud på administrationen af den danske del af internettet, er rygende uenige om, hvad der skal ske, når den nye domæneadministrator udpeges.
Hidtil har non-profit organisationen DK-Hostmaster stået for administration og teknik bag alle de internetdomæner, der ender på .dk. Den opgave er for tiden i udbud for første gang nogensinde, og helt overraskende valgte en nystiftet spiller at aflevere et bud, der ultimativt kan ende med, at det danske internet for første gang i nyere tid skifter administrator - og forretningsmodel.
Siden det kom frem, at der var to bydere på opgaven, og at DK-Hostmaster dermed kunne miste den, er retorikken hos den nuværende danske domæneadministrator blevet skærpet. Det skyldes blandt andet, at udfordreren, organisationen dotDK har hævdet, at de vil gøre teknikken og forretningsgangen i administrationen af .dk-domænet bedre, end tilfældet er i dag.
Det har fået DK-Hostmaster op af stolen og skærpe argumenterne. Forleden holdt moderorganisationen, Dansk Internet Forum, generalforsamling, og her blev det blandt andet besluttet, at prisen på danske domæner skulle sænkes yderligere. For tiden koster et .dk-domæne 45 kroner årligt.
Krig for krigens skyld
Beslutningen om at arbejde hen mod lavere priser kommer meget belejligt, alt imens IT- og Telestyrelsen de kommende måneder skal forholde sig til de to bydere i det historiske udbud. Men parterne bag dotDK nægter at deltage i en priskrig for priskrigens skyld.
»Vi vil selvfølgelig se på de enkelte gebyrer og vurdere, om det kan gøres billigere. Men jeg er overrasket over, at prisen skulle være en parameter, givet at det teknologiske niveau i den danske del af nettet trænger til at blive hævet, sådan som vi vil gøre,« siger Roland A. LaPlante, der er chief marketing officer i Afilias. Afilias er en af partnerne bag organisationen dotDK og driver i dag en masse andre landes domæner, ligesom de også står for de store overordnede domæner, .org og .info.
Formand for DIFO, Mads Bryde Andersen, er dog forbløffet over udmeldingen om det danske teknologiske niveau.
»Jeg er nødt til vende spørgsmålet tilbage mod Afilias og høre, hvor det er, at vi ikke er avancerede nok og ikke investerer nok. Vi investerer allerede i de ting, der er nødvendige og har senest implementeret teknologi, der skal beskytte mod DoS-angreb (hackerangreb, der kan lægge en internetside ned, red.),« siger Mads Bryde Andersen.
Han vender skytset tilbage mod dotDK og Afilias og påpeger, at deres forretningsmodel reelt betyder, at det bliver uigennemsigtigt for kunderne, hvad et domænenavn faktisk koster. Årsagen er, at afregninger for .dk-domæner i dag foregår direkte mellem kunden og DK-Hostmaster. I dotDK og Afilias’ model skal denne funktion fremover varetages af den internetudbyder, der sælger kunden domænenavnet – og som typisk vil opkræve regninger for mail- og webhotel oveni.
Fokus på phishing
Ifølge Afilias er der dog meget at komme efter. Ud over de rent tekniske spørgsmål mener leverandøren bag dotDK-samarbejdet også at drage fordel af sin størrelse som international domæneadministrator.
Særligt inden for phishing, hvor teknisk mindede kriminelle bruger nettet til at fiske personlige oplysninger som kreditkortnumre og andet ud af folk.
»Vi ved ikke, hvor meget phishing der sker i Danmark. Men givetvis en del. Her har vi teknologi til at opdage mønstre i phishingangreb i de øvrige lande, vi administrerer, og dermed også forhindre det i Danmark. Jeg mener, at det er et spørgsmål om at tilføre værdi og ikke blot om pris, og det beviser jo bare, at regeringen gjorde ret i at sende opgaven i udbud,« siger Roland A. LaPlante.
Mads Bryde Andersen forklarer, at en logisk konsekvens af et tabt udbud kan blive, at Dansk Internet Forum bliver lukket helt ned.


























































