Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Digitale vismænd vil gøre børnehaver digitale

Robotter, der hjælper med at passe de ældre – og automatisk overvågningssystemer, så forældre kan se, om deres børnehavebarn har feber. Det er et par af de forslag, et nyt digitalt råd kommer med.

Børnehavebørn med sensor-armbånd, der registerer hvornår de kommer og går , og hvor de er. Ældre, der bliver madet af spiserobotter og vasket af automatiske vaskesystemer, og skoler, hvor skolebøger er en saga blot, og hvor alle undervisningsmaterialer og endda selve undervisningen er til rådighed på internettet.

Det lyder måske som en fjern science fiction-fremtid, men de fleste af den slags teknologier er allerede i dag til rådighed – og der ligger et kæmpe uudnyttet potentiale inden for nogle af de mest udgiftstunge områder i den offentlige sektor, hvis blot man begyndte at benytte dem.

Digitalt råd
Ideerne er nogle af de første konkrete resultater af arbejdet i et nyt digitalt råd, som Center for Digital Forvaltning har nedsat – og som skal være det digitale modstykke til de økonomiske vismænd fra det økonomiske råd.

De såkaldte digitale vismænd, der indtil videre er Lars Monrad Gylling fra KMD, Henrik Schlægel fra Scanjour, Jørgen Bardenfleth fra Microsoft og Jens Munch-Hansen fra TDC, barsler i disse dage med deres første rapport, der forholder sig kritisk til den måde, man anvender IT til at effektivisere den offentlige sektor.

Der er nemlig alt for meget fokus på at digitalisere selve den offentlige sektor – men alt for lidt på, hvad der kan gøres ude i kommunernes institutioner, og selv om en række ting ligger lige for, så er emner som digital børnepasning eller e-undervisning via nettet fortsat helt fremmede begreber for de fleste danskere. Og det er en skam, lyder det fra Det digitale råds sekretariatschef, Michael Karvø fra CEDI.

»Vores analyse har været, at der mangler nogen, som kan hjælpe med at få digitaliseringsdebatten til at handle mindre om rådhuset og alle mulige selvbetjeningsløsninger – og så mere over dér, hvor 75 procent af kommunernes udgifter faktisk er. Nemlig områder som ældrepleje, børnepasning og undervisning.

Her kan teknologi være med til at løse nogle af de demografiske problemer, vi står over for de kommende år,« siger Michael Karvø og peger på den hastigt voksende gruppe ældre og hastigt svindende gruppe af erhvervsaktive danskere, der er tilbage til at betale for pasningen. Det betyder, at man er er nødt til at tænke i nye baner – og her er selv en simpel ting som en fjernbetjening til rumtemperatur, lys og den automatiske seng et eksempel på, at teknologi i bemærkelsesværdig høj grad kan løfte presset fra ældreplejen.

e-plejehjem
»Et godt eksempel er Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor der foregår en masse forskning om IT i folkeskolen og e-læring. Det kunne vi godt ønske, at man gjorde eksempelvis i daginstitutioner også,« siger Michael Karvø.

Når Det Digitale Råd i dag kommer med sin første rapport, har man derfor bevidst valgt at tage fat i et par emner, der af nogle betragtes som kontroversielle. Men ifølge CEDI er der allerede udviklet en lang række teknologier, der f.eks. kan hjælpe med pasning af ældre. Det betyder mindre menneskelig kontakt med plejepersonale – men hjælp til selvhjælp kan i nogle tilfælde være at foretrække, fordi det er bedre både for den ældre og for hele det system, der skal involveres, hvis den ældre skal på toilettet.

Det Digitale Råd skal efter planen udgive et par rapporter årligt, og hensigten er at gøre digitaliseringsdebatten konkret.

 




Markedet lige nu