Apple tilbagekalder millioner af opladere, hvis stikben knækker i stikkontakterne og risikerer at forårsage kortslutninger.
22. september 2008, 12:24 – opdateret 16. maj 2012, 16:28
Apple må kalde millioner af opladere til den nye iPhone 3G tilbage.
Alle strømforsyninger, som er blevet solgt i Canada, USA, Mellem- og Sydamerika samt Japan, kaldes nu tilbage for at blive byttet. Årsagen er risikoen for kortslutninger. Stikbenene kan nemlig knække af, når man tager opladeren ud af stikkontakten. Dermed er der risiko for kortslutninger.
Grøn prik et sikkert tegn
Apple har ifølge egne oplysninger endnu ikke fået klager, men alle opladerne skal alligevel sendes tilbage eller afleveres i Apples egne butikker fra 10. oktober. Indtil da opfordres brugerne til at lade mobiltelefonen op via det USB-kabel, der fulgte med.
Der sidder en grøn prik i bunden af de opladere, som er sikre at bruge, oplyser Apple.
Apple-talsmand Natalie Kerris vil ikke oplyse, hvor mange strømstik det handler om.
Masser af problemer
Det er langt fra første gang, at store elektronikvirksomheder må kalde defekt udstyr tilbage på grund af risiko for stød eller direkte afbrænding.
Apple selv måtte i august 2006 kalde 1,8 millioner lithium-ion-batterier tilbage, som blev brugt i de bærbare iBook- og PowerBook-modeller. De var produceret af den japanske elektronikgigant Sony. For kun en måned siden måtte Apple i Japan bytte batterier på iPod Nano-musikafspilleren, fordi der var risiko for overophedning.
Sony kaldte i begyndelsen af december 438.000 bærbare PCer af mærket Vaio tilbage af frygt for overophedning, og flere end otte millioner batterier produceret af Sony til Dell-, Lenovo- og Toshiba-computere har de seneste år måttet kaldes tilbage og skiftes ud.
Læs mere på Apples netside om udskiftning.
Læs også:
De ti mest overraskende strømslugere
Microsoft tager patent på tast


























































