2009 blev endnu et rekordår for netsurfing i Danmark.
3. marts 2010, 14:29
Danskere brugte over 1,5 milliarder timer på nettet i 2009, næsten 300 millioner timer mere end i 2008.
Det viser en ny kortlægning af danskernes brug af internettet i 2009, der offentliggøres i dag.
Facebook overhaler Google
Alene danskere over 15 år brugte i 2009 tilsammen 1,518 milliard timer på at surfe på nettet, viser de nye tal. I 2008 brugte voksne danskere til sammenligning "kun" nettet i sammenlagt 1,235 milliarder timer. Det svarer til en fremgang på 22,9 procent.
Der er særligt et site, der har æren for den store fremgang: Facebook. Siden lagde således i 2009 beslag på 233,6 millioner timer af de voksne danskeres tid foran computerskærmen.
Det er 148 millioner timer mere end i 2008 - en vækst på 173 procent, der får Facebook til at overhale Google der tidligere lå på den ubestridte førsteplads.
Rapporten er lavet af den tidligere direktør i Foreningen af Interaktive Medier (FDIM) Jon Lund, der i dag driver eget analysebureau med fokus på ny teknologi.
Den bygger på en sammenstilling af data fra FDIMs gemiusAudience-undersøgelse, Eurostat, Danmarks Statistik og DR medieforskning,
Ny online-adfærd
Ifølge Jon Lund dækker fremgangen over et regulært adfærdsskift på nettet.
- Nettet har ændret karakter, og er gået i blodet på os. Vi læser, søger, shopper og - i helt særlig grad - opdaterer som aldrig før. Og det er ikke kun "first-movers" eller de unge. Nej, det er os alle sammen, siger han i en kommentar til rapporten.
Den store vækst skyldes da også kun i mindre grad, at der er kommet flere danskere online, viser undersøgelsen.
I 2009 var 92,7 procent af den voksne befolkning - 3,75 millioner danskere - online hver måned. En vækst på 4,7 procent fra 2008 hvor 3,6 millioner danskere hver måned klikkede sig ud på nettet.
En halv million ældre på nettet
Rapporten giver også et kig på hvem de mange netbrugere er, og viser at alle befolkningsgrupper er dækket solidt ind.
Selv i den gruppe der står svagest på nettet - de ældre over 60 - finder du over 650.000 surfere, der hver især er på tre kvarter om dagen. Unge, mænd, kvinder, nordjyder og københavnere mv. ligger alle over. Højst de helt unge mellem 15 og 20, der næsten alle sammen er på, og som tilbringer i snit næsten halvanden time om dagen i cyberspace.









































