En IT-virksomhed fra Randers er indblandet i en sag om ulovligt videresalg af israelsk overvågningsudstyr til Iran.
23. december 2011, 10:53
Artiklen er rettet kl. 15:16 efter Rantek A/S påpegede en fejl i den tekniske beskrivelse af NetEnforcer.
_______________________________________
Danske Rantek A/S er indblandet i en sag om ulovligt videresalg af israelsk overvågningsudstyr til Iran. Ifølge den israelske avis Haaretz, har IT-firmaet fra Randers ompakket og videresolgt udstyr og software, der kan bruges til at overvåge internettrafik og email-korrespondance.
Al handel med Iran er ulovligt ifølge israelsk lov, og sagen bliver nu undersøgt af myndighederne. Allot Communications siger til Haaretz, at de ikke kender til videresalget, og at det er et brud på kontrakten med det danske firma.
Handlen er foregået ved at Allot Communications har sendt varerne til Rantek. Her er de blevet pakket ud og lagt i ny indpakning uden israelske spor, hvorefter de er blevet videresolgt til en modtager under navnet "Hossein" i Iran, som parterne ifølge Bloomberg News kun kender fornavnet på.
Softwaren, der bliver solgt under navnet NetEnforcer, bruges til at overvåge internettrafik gennem såkaldt "deep package inspection". Den type teknologi har tidligere været brugt flittigt af myndighederne i en række arabiske lande under demonstrationerne i det Arabiske Forår. Blandt andet har Tunesiens myndigheder brugt det til at finde frem til ledende personer under demonstrationerne. Med softwaren kan myndighederne blandt andet overvåge internettrafik, email-korrespondance, sms-beskeder og spore hvor mobiltelefoner befinder sig.
Rantek afviser dog i en email til Berlingske Business, at NetEnforcer kan bruges til den type overvågning. Adm. direktør Morten Kolind skriver, at NetEnforcer bruges til at prioritere internettrafik. Han ønsker ikke at svare på opfølgende spørgsmål om, om NetEnforcer dermed kan bruges til at blokere for sociale medier og email, sådan som det skete under det Arabiske Forår.
Markedet for overvågningsudstyr ligger på verdensplan på mellem 3 og 5 milliarder dollars, viste en undersøgelse foretaget af Bloomberg tidligere i år. Heraf bliver en stor del solgt til repressive regimer i Afrika, Asien og Mellemøsten. Tidligere i år var svenske Ericsson i vælten, da det kom frem, at de har solgt overvågningsudstyr til Iran.
Det har ikke været muligt at få uddybende kommentarer fra Rantek, der henviser til Allot Communications.


























































