Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dansker bag milliardvækst i USA

Den danskledede NASDAQ-virksomhed SuccessFactors er blandt de hurtigst voksende på den amerikanske børs.

4,5 milliarder. Så stor er IT-virksomheden SuccessFactors' markedværdi i dag. Og det er næsten tre gange så meget som i begyndelsen af året, hvor den lød på 1,6 milliarder kroner. I samme periode er SuccessFactors' aktiekurs da også steget med 171 procent, mens resten af IT-branchen i gennemsnit »kun« er gået 58 procent op. For hele Nasdaq er stigningen 38 procent.

Bag SuccessFactors står danskeren Lars Dalgaard, der både er stifter og koncernchef. SuccessFactors har udviklet et program, der måler den enkelte medarbejders præstationer samt den professionelle og personlige udvikling. Kort fortalt handler det om, at både ledelse og medarbejdere på en simpel måde – via internettet – kan se, hvordan den enkelte medarbejder præsterer i forhold til alle mulige tænkelige kriterier.

Højdepunkt
Siden SuccessFactors blev børsnoteret i USA i november 2007 er aktiekursen dags dato steget med 17 procent. Til sammenligning er den samlede NASDAQ-kurs gået tilsvarende 17 procent ned.

Dermed er det foreløbige højdepunkt nået for den karismatiske dansker, der efter IT-boblens brist købte den skrantende virksomhed. Han gennemførte en række markante ændringer, afskedigede blandt andet størstedelen af medarbejderne og har siden skridt for skridt bygget virksomheden op. I dag er der næsten 1.000 ansatte.

Analytikerne har stadig tillid til mere vækst. Ud af de 16 analytikere, der følger virksomheden, anbefaler 11 at købe aktien. Kursen fortsætter op, lyder analysen.

Der er dog rådne æbler i kurven. Selvom Dalgaard & Co. fik skåret en overraskende stor del af underskuddet ved sidste kvartalsregnskab, viser regnskabet for både første og andet kvartal røde tal. De seneste beregninger vidner om et minus på 2,32 millioner dollar – 11,6 millioner kroner.

Kundelisten, derimod, bliver længere og længere og indeholder virksomheder fra vidt forskellige industrier i verden. Næsten fem en halv million brugere benytter SuccessFactors' IT-redskaber. I Danmark drejer det sig blandt andre om Lego og Novozymes.

 




Markedet lige nu