Det er ikke kun i udlandet, Apples telefon, iPhonen giver problemer. Også Telia i Danmark har teknisk koks med telefonerne, der smider forbindelsen til nettet.
8. oktober 2008, 13:06 – opdateret 8. oktober 2008, 15:12
Godt tre måneder efter at Apple sendte anden udgave af deres stærkt omtalte telefon, iPhone 3G, på markedet, døjer en del af telefonerne stadig med svære problemer. Apple-telefonen mister forbindelsen når den skifter mellem forskellige netværk - eller blot fra den ene mast til den anden.
Selv om det er en ganske normalt ting, som mobiltelefoner gør mange gange hver eneste dag, uden at brugerne mærker det, er Apple-telefonen tilsyneladende behæftet med fejl, der gør, at den afbryder samtalerne eller helt mister forbindelsen til nettet.
Velkendt problem
Problemet har været velkendt over det meste af verden, lige siden Apple-telefonen blev lanceret den 11. juli, men men Telia har ikke tidligere fortalt om problemer med telefonen i Danmark. Nu lyder meldingen, at problemerne også berører de danske kunder - om end blot en lille gruppe på omkring en halv procent.
Telia har dog kun ført statistik over problemet i lidt over en måned, og Telias informationschef, Rune Fick Hansen oplyser, at problemet derfor kan være større.
Han har undersøgt forholdende i de øvrige nordiske lande, hvor Telia også har eneret på salget, og herfra meldes der om lignende problemer - dog ikke underbygget af statistik om problemet.
Softwareopdateringer burde virke
"Vi kan udemærket genkende, at der er problemer og samarbejder med Apple om at få dem løst. Noget tyder dog på, at problemet ligger i telefonens software," siger Rune Fick Hansen.
Apple har over flere omgange forsøgt at løse problemet med den ringe stabilitet via opdateringer af telefonens software. Særligt den seneste opdatering har løst en række problemerne, forklarer Rune Fick Hansen.
iPhonens problemer med at holde forbindelsen har været et emne, der har fyldt gevaldigt i særligt den internationale presse - men det har været usikkert, hvor stor en procentdel af telefonerne, der døjede med problemet.
Stadig problemer
Selv om flertallet af iPhone-ejere ikke er ramt af problemerne, ærgrer det alligevel Rune Fick Hansen, at det overhovedet findes. Kundernes vrede over tabte telefonsamtaler går nemlig ud over Telia, fordi kunderne i første omgang vælger at bande over mobilnettet, snarere end over telefonen.
Teleanalytiker John Strand fra Strand Consult har fra begyndelsen kritiseret iPhonen hårdt og blandt andet kaldt den 'mobiltelefonens svar på Paris Hilton' . Han pointerer, at iPhonen rent teknisk er svag.
"Vi har gennem de dialog vi har med vore kunder i hele verden erfaret, at iPhonen har massive netværksproblemer i en række lande. Rent praktisk siger de, at radiodelen er langt fra den kvalitet, man kan forlange af en moderne telefon, og at det i praksis betyder, at operatørerne får en række klager som skyldes at telefonens radiodel er defekt," lyder meldingen fra John Strand, der mener, at de fortsatte problemer er en skam for hele branchen.
Sællert - trods alt
Selv om nyhedens interesse efterhånden er ved at klinge af, har telefonen stadig forbrugernes opmærksomhed. I følge CNNMoney ejer otte procent af alle High School-teenagere nu en iPhone i USA - mens 22 procent gerne vil have en.


























































