Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danske Bank tilbyder netbank på mobilen

Danske Bank lancerer nu en ny digital løsning, som gør det muligt for bankens kunder med en smartphone at gå på netbank direkte fra mobilen.

Fra onsdag morgen tilbyder banken som den første i landet alle sine kunder med en I-phone, I-touch eller I-pad at kunne tjekke sin netbank direkte fra mobilen.

- Det smarte er jo, at man går rundt med telefonen på sig. Hvis man for eksempel sidder på en café, og man vil deles om regningen, så kan man overføre penge til hinanden på stedet. Så det er mere nemt, end det har været gør, siger Peter Trier Schleidt, som er vicedirektør for IT og udvikling i Danske Bank.

Indtil videre kan man kun lave simple ting på sin netbank fra mobilen, som at tjekke sin økonomi, se de seneste bevægelser og flytte penge mellem egne og til andres konti. Men banken venter, at man kan betale sine regninger ved hjælp af kameraet på mobilen inden nytår.

- Hvis man i dag skal betale et girokort, skal man taste alle oplysningerne ind fra kortet. Det tager tid, og der er muligheder for fejl i det. Oplagt er selvfølgelig, at man bare tager et billede af girokortet i stedet for, og så finder banken selv ud af, hvad oplysningerne er. Man skal bare nøjes med at skrive under.

For at kunne se sine bankkonti på mobilen skal man første downloade en applikation fra Apples hjemmeside, som er tilgængelig onsdag morgen. Derefter logger man på sin mobilbank med NemID på samme måde, som man gør hjemme foran computerskærmen. Den eneste forskel er, at man i stedet for sit selvvalgte kodeord til netbanken på computeren bruger en servicekode til mobilen. I løbet af efteråret vil man kunne bruge det samme kodeord til både pc og mobil. Danske Bank har store forventninger til den nye løsning.

- Vores forhåbning er, at ud af de ca. 250.000 kunder, vi i dag har, som kan bruge løsningen, vil ca. 50.000 af dem få downloadet den nye applikation og bruge den inden udgangen af i år. Men vi håber selvfølgelig på flere, siger Peter Trier Schleidt.

Han regner med, at der i fremtiden vil være flere kunder, som tjekker saldoen over mobilen i stedet for på computeren.

- Vi har lavet løsningen til mobilen, fordi det er der, kunderne er på vej hen. Faktisk så viser analyser, at allerede om tre år er der flere, der bruger mobiltelefoner til at gå på nettet end fra pc’er. Så det her er et medie, som markedet og vi tror meget på, siger Peter Trier Shcleidt.

Ud over at gå på sin netbank fra mobilen, kan man også ved hjælp af GPS få vist vej til sin nærmeste bankafdeling eller få adgang til en opdateret valutaberegner, mens man for eksempel er på ferie.

Inden for en måneds tid vil den nye digitale løsning også gælde kunder i Danske Bank med en Android-telefon.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )

 




Markedet lige nu