Fra foråret er freden slut, når EU med dansk støtte tillader brug af mobiltelefoner i fly.
1. oktober 2007, 08:43 – opdateret 1. oktober 2007, 08:45
Så er freden forbi i højderne. Snart bliver det tilladt at tale i mobiltelefon om bord på fly.
IT- og Telestyrelsen, som hører under Videnskabsministeriet, vil fra 30. september tillade brug af mobiltelefoner i fly. De tre største, danske teleselskaber - TDC, Sonofon og Telia - er alle positive over for forslaget. Der skal dog kunne skrides ind, hvis brugen i luften forstyrrer mobilnettene på Jorden, både de almindelige GSM-net og de hurtigere 3G-net.
IT- og Telestyrelsen er klar til at melde eventuelle overtrædere til politiet.
EU vil gøre det lovligt at bruge mobiltelefoner i over 3.000 meters højde, hvis man netop kan sikre, at de ikke fanger sendere på Jorden og i øvrigt bruger mindst mulig sendeeffekt. Teknisk er det GSM 1800-frekvensbåndet, der skal bruges. Norge og Sverige har allerede sagt god for brugen, som EU-Kommissionen skal vedtage til oktober. Fra maj eller juni 2008 kan røret så løftes i luften - hvis medpassagererne ellers kan holde snakken ud...


























































