Dansk internet-krig indledt

Danske netadresser får ny bestyrer. Den gamle giver ikke op og håber på, at der ikke er opbakning blandt netudbyderne, så man selv kan fortsætte.

Alle danske netadresser får ny bestyrer, men den gamle giver ikke så let op.

DK-Hostmaster, som siden 1999 har administreret alle netadresser med »efternavnet« .dk, må sige farvel og tak. Opgaven overdrages nu til det nye selskab dotDK.

IT- og Telestyrelsens vicedirektør Finn Petersen bekræfter over for IT-netavisen Comon, at dotDK har vundet udbuddet og nu har 60 dage til at skaffe sig opbakning i det danske Internet-miljø.

Det kræver nemlig et tæt samarbejde mellem bestyreren af .dk-domænet og de netudbydere, som køber og sælger netadresser.

Uventet konkurrent

dotDK meldte sig uventet med konkurrence til DK-Hostmaster i marts. Initiativtager til dotDK er den danske netekspert Tina Dam, som arbejder i organisationen ICANN, der overordnet administrerer nettets vitale adressesystem. dotDK har lovet at gøre det billigere for kunderne at have en dansk netadresse. I øjeblikket betaler man 45 kroner om året for rettigheden til adressen.

Der er i dag registreret 921.121 .dk-adresser.

Håber på manglende opbakning

Dansk Internet Forum, som hidtil har stået bag DK-Hostmaster, er utilfreds med afgørelsen. DIFO noterer sig, at »IT- og Telestyrelsen vil ikke kvalificere DIFO som vinder«.

»Vi er stærkt forundrede,« siger formanden for DIFO, dr. jur. Mads Bryde Andersen.

Han forstår ikke, at dotDK kan vinde på at tilbyde en mere sikker og stabil drift end DIFO.

»I de ni år, DIFO har været ansvarlig for .dk, har navnetjenesten aldrig været nede. Nu må vi se, om også det danske internetsamfund ønsker, at administrationen af .dk skal overgå til det nye forening »dotDK«. Hvis ikke foreningen har bred repræsentation i det danske internetsamfund, kan den nemlig ikke opfylde den afgørende betingelse for at overtage driften af .dk. I så fald vil DIFO kunne videreføre sin administration,« siger Mads Bryde Andersen.

 



Markedet lige nu