Dårlig lodning i iBook-computer brænder over, efter at Apples garanti er udløbet. Apple nægter at anerkende fejlen men har i stilhed givet en række klagere en ny computer mod, at de skriver under på ikke at sige noget.
8. maj 2007, 03:30
Dansk dokumentation af en konstruktionsfejl i Apples iBook-computere vækker international opsigt. Samtidig vokser rækken af sager i Danmark mod Apple, som har valgt at bytte enkelte defekte maskiner mod, at kunderne skriver under på ikke at udtale sig.
Apples iBook G4, der ligger i 10.000-kronersklassen i indkøb, går simpelt hen i sort på grund af en konstruktionsfejl, som Forbrugerstyrelsen med hjælp fra elektroniklaboratoriet Delta nu dokumenterer. Problemet opstår hyppigst, efter at Apples egen garanti på 12 måneder er udløbet.
Forbrugerklagenævnet afgjorde i sidste uge, at forbrugerne skal have deres penge tilbage, hvis det sker. I Europa er der nemlig som minimum to års reklamationsret over konstruktionsfejl.
Apple nægter
Den afgørelse er gået kloden rundt og er senest omtalt i den store, seriøse, amerikanske avis, Washington Post. På verdensplan har flere tusinde klaget over fejlen.
Apple nægter imidlertid at anerkende problemet som en konstruktionsfejl og vil derfor ikke erstatte computeren.
»Vi har nu omkring 20 sager inde i systemet. Det er et ret omfattende problem. Apple har dog forligt syv sager, hvor kunderne har fået en ny computer mod at skrive under på, at de ikke vil udtale sig til pressen. Det er ikke specielt dansk,« siger Frederik Boesgaard Navne, jurist i Forbrugerklagenævnet.
Han undrer sig over, at kunder, der klager til Apple, får et reparationstilbud på et beløb, der næsten svarer til indkøbet af computeren.
»Men man skal klage til Apple først. Ellers tager vi gerne sagen,« siger Frederik Boesgaard Navne.
Nogle kunder har fundet kreative løsninger på at få liv i »dyret« igen – bl.a. ved at spænde en skruetvinge fast på et bestemt sted på computeren eller at skille den en smule ad og lirke papskiver ind for at få den til at genstarte. Det er en lodning mellem to komponenter, som slipper en lille smule, hver gang computeren tændes og slukkes, for til sidst at slippe helt.
Forbrugerklagenævnet følger tæt den retssag, som kører i Apples hjemstat, Californien i USA, om præcis samme problem.
Problemet rammer iBook G4-modeller produceret mellem oktober 2003 og april 2004, oplyses det i dokumentationen i den amerikanske sag.
Forbrugerstyrelsens dokumentation og råd til iBook g4-ejere med sort skærm.


































































