Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danmark og Storbritannien er europamestre i nethandel

Europæerne shopper på livet løs på nettet. Nye tal viser, at danskerne ligger helt fremme i feltet.

Når danskerne juleaften flår gavepapiret af pakkerne, vil en stor del af dem være købt på nettet, mens italienerne i højere grad vil få julegaver, der er købt i butikkerne.

Det viser en ny rapport fra Danmarks Statistik og den europæiske statistikbank, Eurostat. Undersøgelsen viser, at danskerne er langt fremme i skoene, når det gælder køb af varer på internettet. Sammen med Storbritannien er vi europamestre i at shoppe på nettet.

Og det resultat glæder Morten Kamper, der er direktør i FDIH, Foreningen for Internethandel.

"Det er da skønt at høre," siger han og peger på, at den gode placering på EU-listen hænger sammen med, at vi i Danmark er ved at opleve en sammensmeltning mellem ordinær handel og nethandel.

Blod på tanden
Hele 47 pct. af danskerne bruger e-handel, mens det på EU-niveau i gennemsnit kun er omkring hver fjerde.

"Danskerne har fået blod på tanden, når det gælder internethandel," siger Morten Kamper.

"Det har især været netbankerne, der har fået folk til at slippe tøjlerne og acceptere nethandlen. Og så har en række virksomheder været gode til at udnytte mulighederne på nettet. Det gælder blandt andet Telmore, som har fået folk op af stolene og ind på nettet for at tanke taletid," uddyber han.

Italien halter efter
Det er især italienerne og bulgarerne, der holder igen med at hive kreditkortet frem på nettet, viser undersøgelsen fra Eurostat. Men det hænger også sammen med, at en mindre del af landets befolkning har netadgang. I Italien er det blot syv procent af befolkningen, der bruger nettet til at købe varer.

"I Danmark har vi en helt anden infrastruktur og det er meget mere udbredt at betale med kreditkort," fortæller morten Kamper fra FDIH, når han skal forklare, hvorfor danskerne klarer sig så godt i forhold til andre lande i undersøgelsen.

Undersøgelsen blandt europæerne er foretaget i første kvartal 2008, men det er først nu, at tallene fra hele Europa er blevet sammenlignet.

I alt handler mere end 90 mio. europæere på nettet.

 




Markedet lige nu