Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danmark og Skåne under lup

Dansk kortfirma vil gå helt tæt på Danmark og Sydsverige fra luften. Senere i år udvides markedet til Norge.

Danmark kommer nu meget tættere på - og det samme gør hele det sydlige Sverige.

Det danske kortfirma Scankort tager til foråret de nyeste digitale teknologier i brug og gennemfotograferer hele Danmark i en opløsning på 20 centimeter, mens alle større byer i Danmark og Sydsverige fotograferes med endnu større skarphed, nemlig 10 centimeter. Samtidig laserscannes byens landskab. Allerede til efteråret foreligger de nye og meget detaillerede fotos og kort.

I alt skal der tages 60.000 billeder af Danmark og Skåne.

Ingen har gjort det før

»Vi gør det, fordi det nu er blevet muligt at bearbejde de store datamængder, nu hvor alt tages med digital teknologi. Samtidig gælder det om at komme ind på markedet nu. Der sker meget i Øresundsregionen, men ingen har gjort dette før i Sverige. Her er efterspørgselen efter materiale stærk, men man har ikke kunnet få data, fordi de simpelt hen ikke er produceret,« forklarer Mads Staunskjær, administrerende direktør for Scankort.

Scankort har tidligere leveret meget avancerede, tredimensionelle modeller til Helsingborg og Malmö, men det er første gang, at hele områder i Sverige kortlægges og fotograferes.

»Vi går efter de større byer i Sverige, for der er grænser for, hvor spændende det er at have så megen skov som den svenske i en 10 cm opløsning. Derimod har svenskerne samme udfordringer som danskerne og har brug for en landsdækkende højdemodel med opdaterede data, så man kan tage højde for kommende vandstandsstigninger,« siger Mads Staunskjær.

Norge kommer senere

Scankort har tidligere fotograferet en del finske byer. Det tog godt 15 timer at overflyve og fotografere de 800 kvadratkilometer af den finske hovedstad Helsinki og dens forstæder, hvilket betød to terabyte data.

Norge er - bogstaveligt - en sort plet på landkortet nu. Men det skal ændres.
»Norge kommer højst sandsynligt også i år. Vi forventer at nå hele Norden i år. Vi har nemlig fået en øget, finansiel styrke, der betyder, at vi kan forfølge et af vore væsentlige, strategisk mål, nemlig at indsamle, eje og sælge data i andre lande end Danmark,« siger Mads Staunskjær.

 




Markedet lige nu