Politikerne burde investere langt mere i højhastighedsbredbånd til danskerne. Det ville nemlig skabe op mod 45.000 nye arbejdspladser på kort tid, mener Dansk Metal og Dansk Energi.
25. september 2009, 13:06 – opdateret 19. maj 2012, 19:07
Danmark ville blive en slags Silicon Valley med massevis af højteknologiske arbejdspladser, og bruttonationalproduktet ville blive øget med 14 mia. kroner om året, hvis politikerne ellers ville blive mere ambitiøse med at skaffe danskerne lynhurtigt bredbånd.
Det mener elselskabernes brancheforening Dansk Energi og Dansk Metal, der har beregnet, at der ville blive skabt mindst 45.000 arbejdspladser i løbet af de næste seks år, hvis Danmark valgte at bruge de 30-35 milliarder, det ville koste, at give alle en rasende hurtig internetforbindelse.
Dansk Energi, der er den ene af undersøgelsens to afsendere, har dog en direkte interesse i at få offentlige støttekroner. Organisationen repræsenterer nemlig de elselskaber, der i øjeblikket graver fiberoptiske kabler ned i jorden over landet, men som i høj grad halter bagefter de brugertal, som selskaberne oprindeligt havde forventet. Selv om massevis af danske husstande og boligkomplekser i disse dage får leveret internet, TV og telefoni via fiberkabler, har udviklingen ikke stået mål med de forventninger, der var sat - og flere af projekterne er nu pressede på økonomien.
Blandt andet er Midtvest Bredbånd gået konkurs.
Tilgængelighed vigtigst
Det mener forbundssekretær i Dansk Metal, Per Påskesen, dog ikke bør skæmme det samlede resultat. Bag beregningerne ligger Danmarks Statistisk makroøkonomiske beregningsmodel, ADAM, som altså har konkluderet, at Danmark ville tage et stort sving i retning af det højteknologiske samfund, hvis man satsede på, at danskerne kunne få adgang til høje hastigheder.
Dansk Metal har dog ikke analyseret, hvor hurtige forbindelserne behøver være, før de skaber den effekt, analysen viser.
"For os har det vigtige været, hvad det kan bruges til - snarere end hvor hurtige forbindelserne er. Vi er langt mere optaget af tilgængelighed end af hastighed - for det viser sig jo, at der hele tiden kommer nye måder at bruge det på," siger Per Påskesen og henviser til, at TDC og andre i disse dage markedsfører TV via bredbåndsforbindelsen som et eksempel på de muligheder, højere hastigheder vil medføre.
Danmark er dog ifølge EUs statistikker nærmest plasket ind i bredbånd, og næsten 100 procent af de danske husstande har adgang til ene eller anden form for bredbåndsforbindelse. Udover fiberen er alle teleselskaber i gang med at udbygge mobilnettet, så der er inden for få år - og med den kommende LTE-teknologi - kan surfes med op mod 150 Mbit/s via mobilnettet.


























































