Iværksætterne lancerede som et sideprojekt en mobilversion af populært brætspil.
28. oktober 2011, 08:45
Den fynske virksomhed Game InVentorS lancerede tidligere på efteråret sammem med Games Incorporated spillet EGO til mobiltelefoner, og i øjeblikket giver den - til iværksætternes store overraskelse - blandt andet Angry Birds baghjul.
Det skriver Fyens.dk.
I Apples app-store har den været helt oppe på syvendepladsen, og i øjeblikket ligger applikationen lige uden forden danske top 10 over mest solgte programmer til mobiltelefoner.
- Vi er meget overraskede over successen. Vi indrømmer jo blankt, at vi ikke ved så meget om den del af spilbranchen, så er det jo surrealistisk, men afgjort fedt, at det går så godt, siger Morten Skovhus, der sammen med Martin Vinther Olesen står bag Game InVentors til Fyens.dk
- Hvis det fortsætter sådan her, så tjener vi investeringen hjem. Det havde vi ikke regnet med og slet ikke i det tempo, slår han fast.
Overvejer ny strategi
Han understreger, at det langt fra er sikkert, at app-succesen holder ved, men den overraskende udvikling for brætspiludviklerne har alligevel givet blod på tanden.
- Vi er måske nok nødt til kigge på, om vi skal sætte gang i arbejdet med at gøre spillet klar til det internationale marked. Det er et spil, der er relativt nemt at oversætte, så det bliver ikke en umulig opgave. Samtidig skal vi være opmærksomme på, at vi bør smede mens jernet er varmt, så det kan godt være, at vi ændrer på strategien, siger han til Fyens.dk.
Tidligere har virksomheden meldt ud, at næste skridt var at se på mulighederne for at gøre Game InVentors seneste spil Konsensus til et mobilspil.
- Det er nok vigtigere lige nu at udvikle EGO-konceptet, vurderer han overfor Fyens.dk.



























































