Seks it-netværksagenter skal hjælpe virksomheder i Region Midtjylland med nye innovative muligheder, som it kan bidrage til i produkter og forretningsgange.
27. november 2008, 18:09 – opdateret 4. maj 2012, 23:03
It skal være innovativ drivkraft i virksomhederne i Region Midtjylland.
Det lyder nemt og ligetil, for i Århus er der masser af it-kompetencer i Alexandra Instituttet, Innovation Lab og på Aarhus Universitet. Men hvordan får smedemesteren i Spjald, maskinfabrikken i Grenaa og tømrermesteren i Ry nye it-muligheder ind i produkterne og ind i firmaets drift?
Måske ligger en del af svaret i ansættelse af seks nye it-netværksagenter, der skal bygge bro mellem virksomheder og tilgængelig it-viden i regionen.
Den første agent
Civilingeniør Eva Kühne, Silkeborg, er den første agent i marken. Hun begyndte 1. oktober og har indtil nu besøgt 15 virksomheder. Hun skal ikke gå ind og løse konkrete it-opgaver for virksomheder.
Eva Kühne skal derimod hjælpe med at identificere løsninger og finde sam- arbejdspartnere til virksomhederne. Det kan være i baglandet hos Innovation Lab og Alexandra Instituttet eller hos de øvrige it-agenter.
Virksomheder kan kontakte Eva Kühne, som så kommer på besøg - uden at skrive en regning. Hendes og de øvrige it-agenters service er nemlig gratis.
- Jeg har blandt andet hjulpet en iværksætter, der har svært ved at komme i gang, med en forretningsplan, fortæller Eva Kühne.
- Vi skal arbejde med matchmaking og for eksempel hjælpe virksomheder med at integrere produktionsstyringen med øvrige arbejdsgange, så firmaerne får nemmere arbejdsgange, siger Eva Kühne.
Dynamisk it-miljø
Hun skal først og fremmest hjælpe virksomheder i Silkeborg Kommune, der har valgt ikke at dele hende med andre kommuner. Ved Ferskvandscentret i Silkeborg tages et it-hus med plads til 15 virksomheder i brug til januar. Det er begyndelsen på et dynamisk it-miljø i Silkeborg, forudser hun.
Eva Kühne er uddannet elektronikingeniør og har hos Danfoss i Haarup arbejdet med produktudvikling og forretningsudvikling og havde ansvaret for trådløs styring af varmeregulering.
I FLSmidth stod arbejds- dagen på styring og regulering af røggas- og spildevandsanlæg. I det nye job har hun også brugt tid på at sætte sig ind i, hvordan erhvervs- livet fungerer i Silkeborg med handlingsplaner og aktører.


























































