Priskrig. Alle forsøg på at hæve priserne på fremtidens supermobilnet ser fra begyndelsen ud til at slå fejl.
10. oktober 2011, 08:22 – opdateret 10. oktober 2011, 08:32
Teleselskabernes store ønske om at bruge åbningen af de nye supermobilnet til at få månedpriserne på mobilt bredbånd lidt opad ser ud til at lide skibbrud allerede fra begyndelsen.
Det viser Telias og TDCs nye priser ved åbningen mandag af 4G-/LTE-mobilnettene – blot to uger efter at Telenors koncernchef, Jon Fredrik Baksaas, i Oslo fastslog, at skiftet begynder nu:
- Mobil datavækst er den stærke vækstfaktor. I Norge har væksten kompenseret for det prispres, der er på tale, og SMS. Men nu skal vi ændre prisfilosofien, både i Telenor og i resten af branchen, så den matcher kapacitet, som tages ud af systemerne af kunderne, eller hastighedskategorier. Dette er nøglen til, hvordan priserne fremover skrues sammen, lød hans budskab.
Han understregede, at prismodellen naturligvis skal skræddersys til hvert enkelt af de 11 lande, som Telenor arbejder i.
Men konceptet med ubegrænset brug har vist sig at være alt for dyrt. Det bringer omkostningerne ud af kontrol, og vi er nødt til at sikre indtjeningen, tilføjede Jon Fredrik Baksaas med henvisning til de store investeringer, som hele tiden skal foretages i bedre teknologi og dækning. Forløberen er de nuværende pakker, hvor man vælger et antal taleminutter, et antal SMS-beskeder og en mængde data. Med de kommende pakker stiger hastigheden i takt med det ønskede dataforbrug. Med en, tre eller fire gigabyte data om måneden vil hastigheden være to megabit i sekundet, med otte gigabyte data er den seks megabit i sekundet og med 20 gigabyte data op til ti megabit i sekundet.
Forsimplet tilgang
Det vil imidlertid blive yderst vanskeligt at ændre på dagens priskamp, mener en ekspert.
- Teoretisk virker det som et ganske fint tiltag. Problemet er blot, at hen over tid vil de sikkert meget fornuftige tanker blive eroderet af den almindelige konkurrence på markedet. Det er en forsimplet tilgang, som man lægger for dagen. Kvaliteten af forbindelsen skal med, det handler ikke blot båndbredde. Desuden er der kunder, som har brug for høj båndbredde men ikke store mængder data, og her vil der altid være konkurrenter, der byder sig til, siger teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult.
Så reelt får teleselskaberne samme problem senere, som de har nu med dagens mobilpakker?
- Fuldstændigt rigtig.
Telebranchens samlede investeringer i Danmark lå således i 2010 på 7,1 mia. kr.


























































