Der er udsigt til en lyndom i sagen mod den svindelsigtede Stein Bagger.
26. marts 2009, 07:06
Retssagen om Danmarks største erhvervsskandale - sagen mod tidligere direktør i IT Factory Stein Bagger - kan være overstået på to dage.
Det er meldingen fra Retten i Lyngby, som skal behandle sagen, fordi IT Factory havde til huse i retskredsen, og dermed kan der formodentlig afsiges dom allerede inden sommerferien, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det overrasker ikke kuratoren i boet, advokat Boris Frederiksen.
»Set fra min stol er spørgsmålet, om Stein Bagger har stået bag svindelnumrene, ikke længere aktuelt. Dels tyder alt på det i det materiale, vi har gennemgået, dels har han tilstået det,« siger han til Jyllands-Posten.
Den 42-årige Stein Bagger har siddet varetægtsfængslet siden 16. december, da han under stor offentlig bevågenhed kom hjem fra en uges flugt i USA og blev kørt direkte til Retten i Lyngby.
Der er nyt retsmøde om en mulig forlængelse af varetægtsfængslingen i morgen, fredag.


























































