Bagmandspolitiet går efter en historisk hård straf til Stein Bagger. Anklager Per Justesen hiver særlig paragraf frem, der kan give op til 12 års fængsel.(Opdateret kl. 14.50)
4. juni 2009, 14:05
I alt bliver Stein Bagger tiltalt for i alt 61 forhold af dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov karakter. Samtidig kræver anklager Per Justesen en lang række effekter konfiskeret fra både Stein Bagger, hans hustru Anette Uttenthal samt fra hans ex-kone Martina Bagger, fremgår det af den 15 sider lange såkaldte retsmødebegæring.
Strafferammen i svindelsager er normalt otte års fængsel, men anklager Per Justesen gør brug af den meget sjældne paragraf 88, stk 1. om særdeles skærpende omstændigheder. Hvis en lovovertrædelse er tilstrækkelig grov, kan anklagemyndigheden nemlig gøre brug af en særlig bestemmelse, der kan forlænge straffen med op til det halve af den normale straframme.
I praksis betyder det, at Bagger kan få 12 års fængsel i stedet for otte år. Det er første gang, politiet anvender straffelovens paragraf 88 stk. 1 i en større svindelsag.
Selve retssagen mod Stein Bagger bliver skudt i gang på onsdag i retten i Lyngby, hvor det ventes at Stein Bagger vil erkende bedrageri og dokumentfalsk for et beløb på over 800 millioner kroner.
Bagger har samarbejdet med politiet i forbindelse med opklaringen - men om det kan give ham rabat afgøres i retslokalet.
”Det tæller også den anden vej. Men det er i sidste ende op til dommeren,” siger anklager Per Justesen til Ritzau.

































