Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bagger-revisor dømt for dårlig revision

Revisionsgiganten KPMG, der ikke opdagede svindelnummeret i IT Factory, er involveret i endnu en sag om dårlig revision. KPMG er i Østre Landsret dømt for ansvarspådragende fejl i forbindelse med revisionen af et tøjfirma.

En stævning i hundrede millioner kroner-klassen er på vej mod KPMG for revisionsgigantens tvivlsomme rolle i IT Factory-skandalen. Men allerede i januar blev KPMG dømt i en anden sag om fejl og forsømmelser i forbindelse med revisionen af et tøjfirma.

Den højt profilerede revisor og KPMG-partner Flemming Brokhattingen, der endvidere sidder i bestyrelsen for revisionsgiganten, blev 12. januar 2009 dømt for ansvarspådragende fejl i forbindelse med revisionen af regnskaberne for selskabet M.P.H. Aps.

Kæmper for erstatning
Af dommen fremgår det, at KPMG i forbindelse med revisionen af M.P.H. ApS’ årsregnskab for 1999 har begået ansvarspådragende fejl i relation til kreditnotaerne, til ukorrekt periodisering af en række omkostninger samt til manglende indregning af bonus til selskabets direktør. Samtidig blev KPMG dog frikendt for en række andre mindre forhold. Herunder blandt andet fejl i forbindelse med værdiansættelse af kollektionsprøver, af råvarelageret og manglende afsættelse af rabatter.

M.P.H Aps er ejet af tøjmanden Dan Vaarskov, der blandt andet er kendt for at have stiftet Diesel i Danmark.

Han har siden 2001 kæmpet mod KPMG for at få erstatning for revisionen af selskabet, der blev drevet af en ansat direktør. Han har nu fået ret og en minimal erstatning i Landsretten på 75.000 kroner. Derfor har han anket sagen til Højesteret for at få en højere erstatning.

»Jeg mener, at jeg beviseligt har tabt 17,5 millioner kroner på grund af mangelfuld og dårlig revision, selv om vi på grund af omkostningerne kun har sagsøgt dem for seks millioner kr. KPMG har hele tiden forsøgt at trætte mig, da de ved, jeg ikke har nogen penge,« siger Dan Vaarskov.

»Det hele har været sindssygt fortvivlende, og KPMG bliver bare ved med at trække det ud og ud. Hele sagen har været en kummerlig oplevelse, og deres arrogance har været rigtig slem. De kan ikke erindre noget som helst i retssalen, og de har hele tiden været tre-seks måneder om at svare på et hvilket som helst brev for at trække sagen i langdrag,« siger Dan Vaarskov.

Ordentlig skideballe
Hos KPMG bekræfter talsmand Michael Basland sagens forløb, men han henleder dog opmærksomheden på, at KPMG blev dømt til at betale et langt mindre beløb end krævet af Dan Vaarskov.

»Vi blev oprindelig stævnet for seks millioner kroner, og vi blev dømt til at betale 75.000 kr. Så i det perspektiv er der jo meget langt til det oprindelige krav. Nu har modparten anket sagen til Højesteret, og da det er en verserende sag, kan vi ikke kommentere substansen af den,« siger Michael Basland.

Professor i kapitalmarkedsret ved Copenhagen Business School, Morten Samuelsson, mener, at sagen viser, at KPMG tydeligvis har sprunget over, hvor gærdet var lavest i det konkrete tilfælde.

»Der er én i KPMG, der har fået en ordentlig skideballe, og det er en forsømmelse, der er til at tage at føle på,« konstaterer Morten Samuelsson.

»Min tro er, at KPMG var på det rene med – fra sagens begyndelse – at der var nogle forsømmelser. Men samtidig har man anset erstatningskravene for ude af proportioner og forbindelse med de begåede fejl. Når man nu alligevel skulle i retten, kunne man ligeså godt, men nok uden det store håb, prøve at blive frifundet i sin helhed,« mener Morten Samuelsson.

 




Markedet lige nu