Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bagger for retten 10. juni

Årtiets største svindelssag kommer til at være overstået inden sommerferien. Retssagen mod Stein Bagger bliver skudt igang 10. juni.

Retssagen mod Stein Bagger ser ud til at være overstået på rekordtid. Allerede 10. juni skydes retssagen mod Stein Bagger i gang i retten i Lyngby, og den bedragerisigtede direktør kan således se frem til en dom inden sommerferien.
Det er konklusionen efter et møde mellem forsvarer, anklager og dommer fredag.

Der er dog endnu ikke tale om en endelig berammelse af sagen, da parterne ikke er blevet helt enige om, hvorvidt der er tale om en tilståelsessag eller ej. Anklager Per Justesen betegner det som sandsynligt, at sagen vil blive ført som en tilståelsessag.

»Vi har reserveret den 10, 11 og 12 juni til retssagen. Hvis det bliver en tilståelsessag, så bliver det de tre dage, og det er ikke usandsynligt,« siger vicestatsadvokat Per Justesen fra Bagmandspolitiet.

Den svindelsigtede direktør har erkendt bedrageri for op mod 870 millioner kroner, og der er nu kun små uenigheder mellem anklagemyndigheden og Stein Baggers forsvarer.

»Han har tilstået, og derfor kommer det hele til at gå meget hurtigere. Vi regner bestemt med, at der bliver afsagt dom inden sommerferien,« konstaterer Per Justesen.

Anholdt svensker
Svenskeren Mikael Ljungman blev tidligere på ugen anholdt i Sverige, efter at han i sidste uge blev efterlyst for sin rolle i IT Factory-skandalen.

Selve anholdelsen af Mikael Ljungman gav dog ikke anledning til store besværligheder. Mikael Ljungman er tidligere blevet idømt ti måneders fængsel for omfattende moms- og skattesvindel i Sverige i en sag, der til forveksling minder om millionfupnummeret i IT Factory. Derfor sad Mikael Ljungman i forvejen til afsoning i et åbent svensk fængsel i Norrköping.

»Jeg er jævnligt i kontakt med de svenske myndigheder, og det varer ikke længe inden vi kommer til at se ham i Danmark,« siger Per Justesen.

Udover Bagger er Ljungman er direktør Erik Bakken og bestyrelsesformand Harald Etnestad fra norske A-Vision også sigtet for medvirken til bedrageri i IT Factory-skandalen. Begge for et beløb på 34 mio. euro svarende til omkring 250 millioner kroner.

»De er ikke glemt, men vi må være realistiske. Sagen mod Bagger skal overstås, før vi tager fat på dem,« siger Per Justesen.

 




Markedet lige nu