Bærbare kan ende med at koste en krone

Bærbare computere til ganske få kroner kan blive virkelighed, hvis mobiloperatørerne vælger at give tilskud til de nye, små netbooks med mobilt bredbånd indbygget. Men det kan være en dårlig idé, mener analytiker.

BERLIN: Køb en bærbar hos dit teleselskab og få den til en krone. Sådan er det langt fra endnu, men ultrabillige bærbare, leveret med mobilt bredbånd og solgt med tilskud fra et mobilselskab, kan blive virkelighed inden for ganske få måneder eller år, mener to teleanalytikere.

Det er den relativt nye klasse af mikrosmå og meget skrabede computere, kendt under betegnelsen netbooks, der kan ende med nærmest at blive foræret væk, hvis man samtidig vil acceptere at købe mobilt bredbånd i en bindingsperiode på seks måneder.

De billige netbooks er først nu ved for alvor at komme på hylderne i butikkerne – men en af de første af slagsen, Asus Eee, sælger indtil videre som varmt brød til en pris på lidt over 2.000 kr. Indtil videre har mobilt bredbånd primært været solgt som et modem i nøgleringsstørrelse, man slutter til USB-porten i sin bærbare. I flere af de nye bærbare modeller, der blev fremvist på den nyligt overståede kæmpestore elektronik-messe IFA i Berlin, er der nu indbygget en port til et simkort, så computeren uden yderligere udstyr kan gå på nettet alle steder, hvor der er mobildækning. Det gælder bl.a. den nye netbook fra LG, der endnu ikke er til salg i Danmark.

Som dyre mobiler
»Mange af de små maskiner har en udgangspris, der er lavere end en dyr mobil. Men samtidig er de meget mere anvendelige end selv de mest avancerede mobiler, fordi tastaturet er i en ordentlig størrelse. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at vi vil se bærbare, der sælges på samme måde som mobiler med et tilskud, hvor prisen kan ende helt nede på en krone.« siger teleeksperten Torben Rune fra Netplan.

I øjeblikket er alle teleselskaber vilde for at få solgt mobilt bredbånd, fordi markedet indtil årsskiftet var nærmest uopdyrket, og der investeres store summer i at udbygge mobilnettet til HSDPA-standarden, der gør det muligt at surfe trådløst med hastigheder på mange megabit i sekundet. Endnu er markedet ret umodent og selskabernes produkter minder meget om hinandens. Men i udlandet, hvor produktet blev introduceret tidligere, har efterspørgslen været enorm.

Teleanalytiker John Strand fra Strand Consult forklarer, at ideen med en billig netbook kombineret med mobilt bredbånd allerede er set i flere lande, og i Storbritannien kan man allerede nu få en gratis bærbar, hvis man tegner sig for et abonnement på mobilt bredbånd til 25 pund om måneden. Når det kan lade sig gøre, skyldes det bl.a., at det i Storbritannien er tilladt at binde kunderne længere end de seks måneder, der er tilladt i Danmark.

En drøm
»At sælge computere med tilskud fra operatøren er en drøm, alle PC-producenter har. Alle kan jo se, at Nokia sælger 438 mio. mobiltelefoner om året med en kæmpe margin – godt hjulpet af tilskud fra operatørerne. Om vi vil se bærbare til en krone i Danmark, tvivler jeg på, men vi vil helt sikkert komme til at se fænomenet. Tilskuddet bliver dog nok mindre end i udlandet, fordi man ikke må binde kunderne så længe,« siger John Strand.

Han spår, at konkurrencen på mobilt bredbånd hurtigt vil presse priserne så langt ned, at det bliver svært for operatørerne at få en forretning ud af at forære computere væk.

»Men en ting er sikker. Dem, der satser på det, vil ende med at forære hardware til kunder, der senere skifter over til de operatører, der sælger det billigste bredbånd. Ganske som det skete med Telmore,« siger John Strand og henviser til, at den såkaldte churn på mobilt bredbånd – altså kunder, der skifter udbyder, når bindingsperioden ophører – er endt på 30 pct. i Storbritannien, hvilket minder om mobilmarkedet, hvor operatører, der ikke kan holde på deres kunder, ender med at bruge kassen på markedsføring for at få nye ind hele tiden.

 
Læs også:

Her er fremtidens bærbare

Mini-PC med maxi-effekt

Ulåst iPhone: 2.800 kroner

Slut med Windows XP

Piratkopierer du film eller musik? EU kommer efter dig

De ti mest overraskende strømslugere

 



Markedet lige nu