Kort nyt: Modedesignernes indtog i mobilverdenen fortsætter. Nu lancerer den sydkoreanske elektronikgigant Samsung endnu en telefon designet sammen med modeikonet Giorgio Armani.
22. september 2008, 12:47 – opdateret 23. september 2008, 20:42
»Night Effect« lanceres i Italien og Norden til november. Grønne, røde eller blå lyseffekter på mobilens sider starter, når telefonen, der har en 2,2 tommer skærm, ringer. Ideen kommer fra Giorgio Armanis nyåbnede butik i ti etager i Tokyo, Japan.
Mobiltelefonen lægger vægt på lyd. Den kan håndtere de mest almindelige musikformater, har FM-radio med mulighed for at optage samt få oplysninger om, hvilken kunstner man hører. Der er 3,5 mm stik til høretelefoner, Blutooth-stereo, plads til hukommelseskort og 120 megabytes intern hukommelse. Kameraet optager i opløsning på tre megapixler.
Målene er 114,9 x 47,4 x 11,95 millimeter, og prisen lander på 2.850 kroner uden tilskud.
Samsung er verdens næststørste mobiltelefonproducent efter finske Nokia. Th.


























































