Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Arbejdsgivere skal ikke se følsomme oplysninger

Tusindvis af danskere skal ikke længere aflevere meget personlige oplysninger til deres arbejdsgiver for at blive sikkerhedsgodkendt på højeste niveau. Justitsministeren bøjer sig.

Tusindvis af danskere slipper for, at deres arbejdsgiver får stærkt personlige oplysninger om dem.

Efter mange måneders pres har IT-fagforeningen PROSA nemlig fået justitsminister Lene Espersen til at give sig. Når en medarbejder skal sikkerhedsgodkendes af Politiets Efterretningstjeneste (PET), kan vedkommende nu selv sende de følsomme oplysninger om partneren, gæld, udlandsrejser og ægteskabelig status direkte til PET. Arbejdsgiveren sender sin anmodning separat uden at skulle se oplysningerne.

»Det er rigtigt godt, at det nu bliver ændret - og det gælder vel at mærke for alle private arbejdsgivere, ikke kun i forbindelse med den nye terrorlovgivning,« understreger Hanne Lykke Jespersen, faglig sekretær i PROSA.

Anslået mellem 1.500 og 1.800 danskere skal godkendes på højeste sikkerhedsniveau, »yderst hemmeligt«, i forbindelse med, at al brug af telefoner, mobiltelefoner og Internet fra 15. september skal registreres i Danmark.

PROSA: Groft af minister
Flere arbejdsgivere har nægtet at se oplysningerne, før de er blevet sendt videre til PET.

PROSA har klaget til ombudsmanden. Justitsministeriet meddelte nemlig, at det først ville få tid til at kikke på sagen, når den nye logningsbekendtgørelse var trådt i kraft 15. september. Afvisningen kom, selv om Lene Espersen allerede havde givet Folketingets retsudvalg en redegørelse på baggrund af netop PROSAs henvendelse. Men fordi hun ikke havde svaret PROSA selv, kunne ombudsmanden ikke gå ind i sagen.

»Det er groft, at ombudsmanden er blevet holdt ude. Nu har ministeren imidlertid pålagt PET, at det fra om formentlig nogle uger ikke længere er nødvendigt. Derfor behøver virksomhederne ikke at haste deres sikkerhedsgodkendelser igennem. Det er godt nyt,« siger Hanne Lykke Jespersen.

Berlingske Tidende har tidligere forgæves bedt om en kommentar fra PET til sagen.

 




Markedet lige nu