Den amerikanske it-gigant overrasker analytikerne med et særdeles godt resultat. Trods problemer med antennen på iPhone 4 er det specielt den og iPad, der løfter omsætningen i andet kvartal.
21. juli 2010, 07:36 – opdateret 21. juli 2010, 07:38
De seneste måneder har stået i krisens tegn for Apple og topchef Steve Jobs. Antennen på den nye udgave af iPhone 4 har voldt så store problemer, at der er blevet joket med den califonisk-baserede it-gigants undergang. Men regnskabet for andet kvartal viser, at Apple trodser de dårlige prognoser.
Overskuddet runder knap 19 milliarder kroner, hvilket er 78 procent højere end samme periode sidste år.
Læs også: Dårlig anmeldelse kostede Apple 4,5 milliarder dollar
Apples omsætning i andet kvartal var dog det mest overraskende. Analytikerne havde forventet, at den ville runde 85 milliarder kroner, men endte på hele 91 milliarder kroner.
"Det har været et fænomenalt kvartal, der oversteg forventningerne hele vejen rundt, også den mest succesfulde produktlancering i Apples historie med iPhone 4," siger udtaler topchef Steve Jobs.
Mac-rekord
Apple solgte 3,27 millioner iPads i andet kvartal 2010. I samme periode har Apple solgt 8,4 millioner iPhones, hvilket er 61 procent mere end i samme kvartal sidste år.
Samtidig slog Apple rekorden for antal solgte Mac-computere i et kvartal. Hele 3,47 millioner Macs blev langet over disken i andet kvartal 2010 - en stigning på 33 procent i forhold til andet kvartal 2009.
Læs også: E-bøger i fremmarch
iPhone 4 er indtil videre blevet solgt i 1,7 millioner eksemplarer. Og det på trods af de ret så store problemer, Apple har haft med produktets antenne.
"Det er forbløffende tal fra Apple, og deres guidance er også overraskende. Det er en af de få gange, at Apples retningslinjer er foran, og det er på et tidspunkt, hvor problemer med deres iPhone 4 kunne hæmme salget. De sender et stærkt signal," siger Yair Reiner, analytiker hos Oppenheimer og Co., til BBC.


























































