I sidste uge lancerede Facebook geo-tjenesten Places, hvor brugeren kan dele oplysninger om, hvor de er lige nu. I virkeligheden handler det om en ny, teknologisk annoncetrend, der nu er et tigerspring nærmere sit gennembrud.
24. august 2010, 10:01 – opdateret 24. august 2010, 12:04
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Sådan lyder det hos landets ejendomsmæglere - og nu også snart hos landets annoncører. Den digitale reklamebranche er i stigende grad begyndt at interessere sig for mobiltelefoner i almindelighed - og mobiltelefoner med GPS i særdeleshed. Årsagen er simpel: Efterhånden som den tid, man bruger på at glo på sin mobilskærm, vokser, bliver mediet også mere relevant som annonceplatform. Men mobilen kan noget, som ingen andre teknologier før den har kunnet: Den ved, hvor du er. Og eftersom flere og flere mobiltelefoner bliver rodfæstet i internettet, ved den ofte også, hvad du kan lide.
Læs også: Reklamer på Facebook – ja tak
Geotargeting er ikke et nyt fænomen, men fænomenet fik nyt liv, da Facebook i sidste uge lancerede tjenesten Places, hvor brugerne kan dele data om, hvor de er lige nu via mobilens GPS. Som annoncefinansieret medie er forretningsmodellen bag Facebook selvsagt annoncer, og selv om forventningerne er store, ved ingen præcist, hvordan det marked kommer til at udvikle sig - udover, at intet i fremtiden vil være, som vi kender det i dag.
»Det, vi kommer til at se, er, at Facebook vil få en større omsætning, fordi der kommer mere lokale annoncer. Det betyder så igen, at priserne stiger, sådan som vi har set det hos Google. Men samtidig kommer annoncerne til at have en højere relevans, fordi man kan segmentere kunderne efter, hvem de er, og hvor de tjekker ind og ud. Det betyder, at Facebook kan blive bedre end nogen anden platform til segmentering,« siger Paw Saxgren, der er digital director hos mediebureauet Mindshare.
Nokia med på megatrend
Geotagging, altså at kombinere længde- og breddegrad med andre typer data, f.eks. billeder eller lyd, er en af de såkaldte megatrends i både mobil- og IT-branchen. Alle de tunge drenge er med på vognen, og eksempelvis finske Nokia er helt fremme for at sikre, at selskabet selv kommer til at profitere af tendensen, når den for alvor folder sig ud.
Derfor har Nokia sat alle sejl til for at udvikle korttjenester og telefoner, der kan benytte GPS-tjenester på et væld af forskellige måder.
Læs også: Facebook lancerer ny lokationstjeneste
Konkurrencen kommer her især fra Google, der med Google Maps, reklametjenesten AdMob og mobilsoftwaren Android varmer op til at tage nogle gevaldige lunser af det geo-lokaliserede marked, når det kommer. Ifølge rygterne roder Google også med udviklingen af sociale netværk, og Google driver også tjenesten Latitude, der minder om Facebook Places. Flere af de andre store IT- og mobilselskaber er også på vej.
Kæmpe skred på vej
»Tjenester som Facebook Places har blandt andet sin styrke på brugerinvolvering, hvor man kan aktivere målgruppen og deres netværk i forhold til en fysisk lokation. Fordi Facebooks annonceplatform både bliver geografisk afgrænset og nemt tilgængelig, vil endnu flere lokale annoncører skifte fra gamle dages rubrik- og telefonbogsannoncer til de digitale platforme. Jeg er sikker på, at vi inden for det næste års tid vil se et kæmpe skred i Danmark, fordi der er så mange smartphones, og fordi vi allerede har lært at bruge dem. Vi vil derfor se, at mange annoncekroner flytter på mobile medier,« siger han.
Læs også: Købte han Facebook for 17.000 kr.?
Der findes endnu kun ganske få eksempler på geotargeting på mobile platforme, men på almindelige computere kan fænomenet af og til spottes, når der pludselig er danske annoncer på et engelsksproget medie. Det kan lade sig gøre, fordi IP-adresser (computerens unikke adresse på internettet), tildeles i nummerserier til forskellige lande.
Megaboom
Med geolokaliseringen til mobile enheder er der dog tale om fuldstændig ubetrådt land. Ingen ved, hvad vej de nye muligheder vil føre udviklingen, men forventningerne til de mobile tjenester generelt er kollossale. Analysehuset Gartner Group har tidligere vurderet, at det samlede marked for de mobile apps - altså småprogrammerne, folk henter ned til mobiltelefonerne - vil udgøre 153 milliarder kroner allerede i 2013. Det svenske mobil-analysehus Berg Insight har estimeret, at mobilreklamen kan se frem til en lodret vækstkurve, hvorefter markedet vil udgøre 11,7 procent af det samlede digitale annoncemarked allerede i 2014, svarende til godt 64 mia. kroner, hvilket endda er et konservativt estimat.
Det er en udvikling fra det nuværende stadium, hvor pengene er forsvindende små, og hvor platformene dårligt er på plads.



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten