Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Analytikere: Apple kan trodse krisen

Apple er onsdag aften aktuel med regnskabet for andet kvartal, og analytikere spår stor fremgang i indtjeningen. Apples produkter har nemlig potentiale til at modstå den generelle afmatning, som rammer konkurrenterne.

Selv om der generelt er nedgang for producenter af forbrugerelektronik, ser Apples designprodukter ud til at kunne modstå presset. Særligt Apples ultratynde notebook, MacBook Air, der kom på gaden i januar, kan kompensere for en svag nedgang i salget af iPod og iPhone, når Apple aflægger regnskab for andet kvartal onsdag kl. 23 dansk tid.

I en undersøgelse fra Bloomberg forventer 24 analytikere en fremgang i salget i forhold til samme kvartal sidste år på 32 pct. til 6,96 mia. dollar, svarende til over 32 mia. kr. Forventningerne til indtjeningen er sammesteds på over 969 mio. dollar.

Når regnskabet bliver præsenteret vil der særligt være fokus på tre forhold udover nøgletallene:

- Selv om iPhone har været Apples mest omtalte produkt, er det stadig salget af computere, der er afgørende for Apple. Særligt er bærbare computere et stadig vigtigere forretningsområde, og her kan MacBook Air måske spille en positiv rolle, idet den blev lanceret i andet kvartal.

- Salget af iPod vil være svagt nedadgående til 9,5 mio. stk. ifølge analytikere. Spørgsmålet er om modeller med mere hukommelse og muligheden for at leje film online (i USA) kan kompensere for, at markedet for iPod er ved at være mættet.

- Kan Apple overgå sit eget mål om at sælge ti mio. stk. iPhone i 2008? Analytikere forventer, at der er blevet solgt mellem 1,5 og 1,8 mio. stk. i kvartalet, og er det tilfældet vil Apple være godt på vej til at passere de ti mio.

 




Markedet lige nu