Kuratorerne i det konkurs- og skandaleramte IT Factory håber at give de cirka 40 medarbejdere i Danmark besked i løbet af ugen.
8. december 2008, 15:36
Der bliver stadig arbejdet i IT Factory, der gik konkurs for en uge siden. Kuratorerne for boet har sendt de fleste af de cirka 40 medarbejdere hjem og vente, men 7-8 ansatte hjælper med at gøre boet op. Det oplyser kurator Boris Frederiksen til Ritzau.
- Der er nogle, som stadig arbejder for os i virksomheden. De andre er sendt hjem på standby. Vi har 14 dage til at finde en løsning - altså til på mandag i næste uge - men vi regner med at kunne give klar besked i løbet af denne uge, siger han.
De ansatte arbejdede frem til konkursen med udvikling af nye projekter, og Boris Frederiksen håber, at nogle kan fortsætte, hvis det lykkes at få solgt stumperne af IT Factory.
Medarbejderne er ikke fyret i forbindelse med konkursen.
/ritzau/


























































