Da klokken ringede midnatten ind, begyndte salget af iPhone 4 i Danmark. Mike, som sad i kø i 25 timer, fik som den første fat i smartphonen – og forvandlede sig til en mediestjerne for en aften. Nu venter mere end 60.000 danskere på at få fat i halleluja-telefonen.
30. juli 2010, 12:15
17-årige Mads Dydensborg holder en iPhone 4 i sin højre hånd. Han tager den op og viser den frem. Han er badet i blitzlys i Telia-butikken på Strøget i København.
- Så bare kig på mig. Stort smil, siger en fotograf.
Mads smiler.
Klik-klik.
- Endnu større smil, hvis du kan.
Mads smiler. Nu med tænder.
Klokken et minut over midnat begyndte salget af iPhone 4 i Danmark.
12 timer tidligere mødte business.dk Mads Dydensborg og hans kammerat Mike Bromberg i deres campingstole foran Telia-butikken. På det tidspunkt havde de siddet der i 11 timer.
- Det skal man prøve som Apple-fanatiker, forklarede Mads om det at vente i kø i et døgn.
12 timer senere bliver han den første køber i Danmark af Apples smartphone og en mediestjerne for en dag.
- Jeg vil godt have et billede af dig herude igen, siger en fotograf til Mads efter telefonen er købt.
Fra mobilsiden.dk
Læs også: ”De kommer der. Der kommer de!”
Nu venter mere end 60.000 danskere på iPhonen.
Telia oplyser til business.dk, at de har 30.000 navne på venteliste. Hos mobilselskabet 3 venter yderligere 30.000. Og hos den sidste iPhone-forhandler, Telenor, har man også en liste. Men hvor mange der står på den, ved vi ikke. Telenors hjemmeside er brudt ned på grund af presset fra de mange besøgende, der vil have en iPhone 4.
Telias salgsdirektør Michael Bech taler om en ”euforisk” nat. 3’s kommunikationschef kalder det ”afsindigt”.
Mike Bromberg, en af drengene fra køen, forklarede i går til business.dk, hvorfor Apple er så godt:
- Det er det bedste. Det kan ikke forklares. Det er det bare. Når du ikke har prøvet det, forstår du det ikke.
Se billedserien: To drenge venter 25 timer på en iPhone
Telias salgsdirektør Michael Bech kan ikke umiddelbart forklare æble-euforien. Men han prøver alligevel.
- Apple er dygtige til at lave produkter. Apple er dygtige til at lave hemmelighedskræmmeri omkring deres lanceringer. De her kunder, de er dedikerede. Jeg kender ikke kunder i verden inden for nogen som helst andre brands, der er så dedikerede, som de er.
Teleanalytiker John Strand, der har modtaget dødstrusler for at kritisere iPhonen, sammenligner nattens jubel med en religiøs vækkelse.
- Apple laver nogle fede produkter. Ingen tvivl om det. Men den måde, Apple styrer deres kommunikation på, minder meget om det, man kender fra religiøse bevægelser, siger han og supplerer:
- Du har en ypperstepræst, der ikke taler med folket, men til folket. Ligesom præsten i kirken står i den samme uniform søndag efter søndag, så står Steve Jobs altid i sin sorte rullekravesweater og taler til folket. Ikke med folket.
Læs også: Dødstrusler mod iPhone-kritiker
Hvornår de mere end 60.000 ventende iPhone-fans kan få deres nye telefon, ved hverken Telia eller 3. De ved kun, at de bliver fordelt jævnfør ventelisten.
- Vi ved ikke, hvad Apple har tænkt sig at levere, siger salgsdirektør Michael Bech.
Hvorfor vil Apple ikke informere om, hvad tidshorisonten for leverancer til jer er?
- Det gør Apple bare ikke. Og det har de aldrig gjort. Og jeg er ikke lykkedes med at få svaret i de to år, vi har handlet med dem. Det er jo ligesom det, vi startede interviewet med. At deres hemmelighedskræmmeri omkring lanceringen er med til at skabe en hypeomkring deres produkt. Men det kan jeg kun gisne om. Det er, hvad jeg selv tænker og tror.
Eksklusivt og ud over det sædvanlige
iPhone 4-køber nummer et fra Telia-butikken i København, Mads Dydensborg, havde denne kommentar til den samlede verdenspresse, da han nåede frem til kassen:
- Jeg forventer noget eksklusivt og noget lidt ud over det sædvanlige. Men det plejer Apple jo at leve op til. Så mon ikke også, de gør det den her gang.






























































