Brændstof til innovative iværksættere og virksomhedsejere. Læs om virksomheder, teknologier og forretningskoncepter fra hele verden.
16. november 2011, 06:48
GPSshoe.com - skoen viser vej
Vi kender GPSen fra vejviseren i bilen og i mobiltelefonen. Vi kender også lokalitetsbaserede ydelser, der kan fortælle om hoteller, restauranter og forlystelser i nærheden. Det amerikanske firma GTX Corp har nu udvidet mulighederne for brug af GPS-teknologi til det lukrative sundhedsområde. GTX Corp har ganske simpelt lagt en GPS-enhed ind i en sko og vupti, har de »udviklet« en sko, som kan bruges til at spore eksempelvis Alzheimers patienters bevægelser.
Der har de seneste år været flere eksempler på Alzheimers-patienter, der er forsvundet fra plejehjemmet, og som ikke kan finde hjem igen. Med GPSshoe kan plejepersonalet hurtigt finde patienten igen. Skoen vil formentlig skabe debat omkring krænkelse af patienternes privatliv, hvis den bliver indført i Danmark, men den vil næsten lige så sikkert redde menneskeliv.
miCoach - fodbold-træning med GPS
Den tyske producent af sportstøj Adidas har udviklet en lidt mindre kontroversiel brug af GPS-teknologi end GPSshoe fra GTX Corp. Adidas har i sin topmodel inden for fodboldstøvler Adizero f50 indbygget en GPS-enhed, så fodboldspillere på alle niveauer også kan komme med på GPS-bølgen, der inden for sportens verden primært har koncentreret sig om løb og cykling.
Læs også: Tre inspirerende web-tjenester
Fodboldstøvlen registrerer distance, hastighed, 360 graders bevægelser og antallet af spurter. Med online-universet miCoach, der også kan integreres med Facebok, har de særligt interesserede mulighed for at uploade og dele træningsdata med vennerne eller sammenligne præstationer med verdensstjerner som eksempelvis Barcelonas troldmand og målmager Lionel Messi.
I’m OK - holder styr på børnene
Den sidste forretningsidé i denne uge handler ikke om GPS-teknologi, men om overvågning af personer, ligesom GPSshoe. I’mOK handler dog om overvågning af børn. I’mOK er en app, der meget forsimplet belønner dine børn for at kommunikere med dig som forælder om, hvor de befinder sig, hvem de er sammen men med, og hvordan de har det.
Læs også: Tre innovative koncepter fra hele verden
Jeg har tre børn, hvoraf den ene går ind i teenageårene ved sin næste fødselsdag, og der er da tidspunkter, hvor det kunne være rart med »en status« på, hvor han er, hvem han er sammen med, og hvordan han har det. På den anden side, vil jeg nok sige, at I’mOK er lidt for anmasende, og jeg er heller ikke sikker på, at knægten »hopper på den«.


























































