Hun er svensk, 17 år og blondine. Og så er hun blevet millionær på at blogge.
17. marts 2008, 17:25 – opdateret 17. marts 2008, 20:36
I Sverige nævnes hun i alle store aviser, og nu er turen kommet til finsk TV4, som også vil have et interview med den unge pige, som er blevet så populær. Isabella Löwengrip på bare 17 år er ifølge bloggportalen.se indehaver af Sveriges mest læste private blog med over 270.000 læsere om ugen.
Oprindeligt startede hun sin blog for at tiltrække unge til det svenske parti Moderata, hvor hun er aktiv. Men hurtigt fandt hun ud af, at hendes læsere hellere ville læse de modetips og trends hun skrev om. Derfor ændrede hun stil på sin blog.
Det betød, at hun i dag er så populær, at alt fra onlinebutikken CDON til Hennes & Mauritz reklamerer på hendes side.
Dyre vaner
På trods af, at hun er gymnasieelev, har hun fortalt til Stockholm City, at hun i dag har et tøjbudget på 10.000 svenske kroner om måneden.
Det er ikke kun via internetreklamerne, at Isabella Löwengrip er blevet rig. Ifølge Stockholm City er hendes modetips så populære, at flere kendte tøjfirmaer giver hende penge for at nævne deres varer i hendes historier fra dagligdagen. Det første, de besøgende møder på hendes blog, er da også et stort billede af et par Converse sko påklistret den unge dames fødder.
Hvad Isabelle Löwengrip helt eksakt tjener på sin blog
Bloggen er nu omdannet til aktieselskab, som har et prominent medlem af bestyrelsen - nemlig den tidligere chef for Google i Norden Johan Kinnander. Indtil videre er Isabella Löwengrip ikke selv med i bestyrelsen, da hun ikke er myndig.






























