Svensk blondine på 17 år, der er blevet millionær på at blogge, er kommet i søgelyset hos den svenske forbrugerstyrelse.
22. maj 2008, 17:00
Mistanke om skjult reklame har sendt den svenske udgave af forbrugerstyrelsen, Konsumentverket, i hælene på en 17-årig svensk blogger. Det skriver flere svenske medier.
”Vi har set flere tilfælde, hvor grænsen mellem, hvad der er redaktionel tekst, og hvad der er reklame, er glidende. Grundlæggende skal reklamer kunne identificeres,” siger Mattias Grundström, jurist ved Konsumentverket, til Dagens Media om baggrunden for granskningen.
Grunden til at Konsumentverket overhovedet er gået ind i sagen er, at flere svenske medier har beskrevet, hvordan den 17-årige, med det klingende navn Isabella Löwengrip, har formået at tjene millioner på at blogge.
Blandt andet har hun blogget om mode, hvor hun måske er blevet sponsoreret af tøjfirmaer. Ellers har hun tjent pengene på de bannerreklamer, der ligger på hendes side blondibella.se.
Dårlig sag
Isabella Löwengrip er absolut den mest markante private blogger i Sverige. Hendes side besøges af mere end 100.000 mennesker om ugen, og hun har sammen med blandt andre sin far oprettet aktieselskabet Blondibella A/S. Men selvom hun fører med antal læsere, er hun ikke den eneste, der skriver om mode og tøj. Derfor har Konsumentverket kig på flere af de bloggere, der kunne være forsynet med skjult reklame.
Men ifølge Sveriges Annoncører, står Konsumentverket med en dårlig sag.
”Problemet er, at det er svært at bevise, at bloggeren har fået betaling for at nævne varemærkerne, hvis han eller hun ikke selv erkender det. Når de skriver, at de bryder sig om tøjet er det ikke lige med, at de har fået betailing for at skrive det,” Siger Jan Fager, forbundsjurist ved Sveriges Annoncører, til Dagens Industri.
At Isabella Löwengrip og ikke mindst hendes far har næse for penge kom i lys luge i slutningen af marts.
Skole skulle betale markedsføring
Her afslørede Dagens Media, at blondinens far øjensynligt ville have datteren til at være ambassadør for sit gymnasium mod, at skolen betalte for hendes markedsføring. Et tilbud skolens rektor pænt takkede nej til.
”Vi kan naturligvis ikke betale en elev for at markedsføre skolen, det er et helt absurd forslag,” sagde Viktoria Wallin, rektor på Jensen gymnasiet, til den svenske avis.
Desuden uddybede hun med følgende.
”Havde han kendt det mindste til skoleverdenen, ville han aldrig have stillet spørgsmålet.
Til gengæld ser det ud til, at den svenske udgave af Kanal 5 godt kan se lyset i den unge og blonde dame. I hvert fald planlægger de, at hun skal være med i et program erfarer Dagens Media.





























































