Skatteministeren er ikke bekymret.
9. februar 2010, 17:01
Det var åbenbart ikke tomme trusler, der blev fremført i slutningen af 2009. Her varslede et stort antal danskere, at de ville droppe deres arbejdsgiverbetalte mobiler og bærbare, hvis apparaterne betød, at de skulle betale multimedieskat.
En undersøgelse foretaget af Greens Analyseinstitut anslår, at henved 130.000 danske lønmodtagere har afleveret deres arbejdsgiverbetalte multimedier-apparater for at undgå beskatning.
Undersøgelsen viser, at ud af de 61 procent lønmodtagerne, der ikke rammes af multimedieskatten, så er 9 procent sluppet for beskatningen ved at aflevere deres multimedier omkring nytår. Greens Analyseinstitut har lavet undersøgelsen for dagbladet Børsen.
Ingen overraskelse
Hos Dansk Erhverv er man ikke overrasket:
"Det er i overkanten af, hvad vi i Dansk Erhverv hidtil har forventet, men det får ganske alvorlige samfundsøkonomiske konsekvenser, når så mange lønmodtagere siger nej tak til mobiltelefoner og bærbare pc'er pga. multimedieskatten," siger Bo Sandberg, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv til BørsenDigital.
Regeringen regnede med, at 10 procent af lønmodtagerne ville tilbagelevere deres mobiltelefoner og bærbare som konsekvens af den nye kritiserede skat. Derfor har skatteminister Kristian Jensen ikke samme bekymring.
"Det er jo så de personer, hvor det ikke har haft nogen nævneværdig værdi for dem privat. Det betyder også, at det typisk vil være personer, der ikke har haft noget arbejdsmæssigt behov for dem," siger Kristian Jensen til Børsen.
Vrøvl
Multimedieskattens største kritikere har anført, at den vil begrænse fleksibiliteten og produktiviteten på det danske arbejdsmarked.
Dansk Erhverv har lavet et regnestykke, hvor den manglende fleksibilitet opgøres til én produktiv time mindre i kvartalet for de nu multimedieløse medarbejdere. Og da en arbejdstime i gennemsnit bidrager med næste 400 kroner til bruttonationalproduktet, så kan de 130.000 lønmodtageres beslutning være dyr for den danske stat. Men det regnestykke kalder skatteministeren useriøst. Læs mere hos Børsen






























































