Fladskærmsfjernsyn mærkes i forretningerne, når de er godkendt af Boxer TV, som skal stå for det digitale TV-sendenet.
25. november 2008, 13:43 – opdateret 25. november 2008, 16:02
De første 100 fladskærmsfjernsyn har nu været til syn hos Danmarks kommende leverandør af digital-TV, Boxer, og bestået.
Boxer TV har i første omgang set på fladskærme fra Sony, Samsung, Sharp og Philips, men andre kommer til. Med godkendelsen garanterer Boxer, at fladskærmen rummer den særlige MPEG4-teknologi, der bruges til at komprimere TV-signalerne, så der kan komme endnu flere kanaler gennem samme ledning. MPEG4-teknologien bliver den, som alle danske kanaler skifter til senest i 2012. Indtil videre benyttes MPEG2, som ikke formår at klemme de omfattende datamængder lige så godt sammen.
Boxers godkendelse gælder også den kortlæser, der skal bruges, hvis man har betalingskanaler. Egentlige digitale modtagerbokse vil dukke op på OK-listen i løbet af nogle uger.
OK-mærke på skærmene
Helt konkret får de godkendte skærme sat et »Boxer OK«-mærke på i butikkerne - ved siden af alle de øvrige mærker og etiketter, som forbrugerne efterhånden skal forholde sig til.
Boxer TV, der ejes af den svenske stat, vandt opgaven med at digitalisere og stå for det mastebaserede TV-sendenet, som tager over, når det nuværende, såkaldt analoge TV-net lukker til november 2009. Ændringerne berører i første omgang alle, der modtager TV-signaler via antenne, mens både satellit-TV- og kabel-TV-kunder bliver sikret et ordentligt TV-signal direkte fra deres leverandør.
Boxer TV har i snart ti år stået for et tilsvarende net i Sverige, hvor der er 700.000 kunder.
Læs mere:
Godkendte digitalbokse og -TV


























































