Hårdtslående Daniel Craig skal være telefonsælger, når den nye James Bond-film får premiere. Og så er der også gået mobiltelefon i verdensmesterskaberne i fodbold.
25. september 2008, 09:34 – opdateret 25. september 2008, 12:16
LUND: Superagenternes superagent, 007, skal sælge mobiltelefoner.
Hårdtslående Daniel Craig, spiller igen James Bond med licens til at dræbe i den kommende agentfilm, »Quantum of Solace«, som får premiere 31. oktober i Storbritannien og 14. november i USA. Men ud over sandsynligvis at begejstre biografpublikummet igen vil 007 og hans kommende bedrifter indgå i en salgskampagne i USA, som skal få flere amerikanere til at købe mobiltelefoner fra den japansk-svenske mobiltelefonproducent Sony Ericsson.
Familiebåndene udnyttes
Den nye James Bond-film bliver nemlig en central del af de reklamer, som Sony Ericsson i den nærmeste tid kører for den nye C902 Cybershot-telefon.
Bag »Quantum of Solace« står Sony Pictures, og dermed udnytter Sony Ericsson familieskabet med elektronikgiganten Sony, der ejer halvdelen af Sony Ericsson.
Sony Ericsson er verdens femtestørste mobilproducent efter Nokia, Samsung, Motorola og LG. LG slog tidligere i år Sony Ericsson ned på femtepladsen.
Også fodbold på skærmen
Samtidig har Sony Ericsson indgået sponsoraftale om at blive officiel leverandør af mobiltelefoner til verdensmesterskaberne i fodbold, FIFA World Cup, i Sydafrika i 2010.
Sony Ericsson vil markedsføre sine mobiltelefoner og tilbehør kraftigt, ligesom der skal udvikles særlige programmer til telefonerne, som kan bruges under mesterskaberne. Derudover skal der udvikles særlige fodboldrelaterede spil, oplyser Lennard Hoornik, leder af Sony Ericssons internationale marketingsafdeling. Alt sammen for også her at erobre nye markeder.
Læs mere: »Quantum of Solace«, den nye James Bond-film
Læs også:
De ti dyreste mobiltelefoner mest til blær
Endnu en Nokia-telefon eksploderede


























































